DR henter lidt større overskud end ventet i 2023 forud for dyrt 2024

DR havde det laveste niveau af ekstern udlægning af indholdsproduktion i mindst fem år, viser årsrapport, hvor slaget fra inflationen blev mindre end ventet.

For første gang siden 2019 var DR’s indtægter sidste år oppe over fire mia. kr., og sammenholdt med en konservativ tilgang til sine omkostninger og et mindre slag fra inflationen end ventet, har det givet DR et lidt større overskud end ventet på 67,1 mio. kr.

Pengene lander dog på et tørt sted, da 2023 blev første kapitel af en medieaftale-periode, der løber til og med 2026. Og næste kapital, 2024, ser ud til at blive rig på ekstra udgifter for DR i form af både et valg til Europa-Parlamentet og sportsbegivenheder - såsom OL og EM i fodbold, der kommer til at kræve ekstra ressourcer til de afdelinger, der står for dækningen af disse.

I sin økonomiske beretning giver DR udtryk for, at ledelsen havde budgetteret med at blive hårdere ramt af højere udgifter forbundet med inflation i 2023, end det blev tilfældet.

Flere statskroner i kassen

Helt konkret skyldes overskuddet bl.a., at indtægterne i form af statstilskuddet over finansloven samt licenskroner er vokset med over 230 mio. kr. Det modvirkes dog en lille smule af, at man ikke har tjent lige så mange penge på at sælge serier i 2023 som i 2022.

Her solgte DR bl.a. ”Borgen - Riget, Magten og Æren” til streamingtjenesten Netflix. Et salg i samme vægtklasse fandt ikke sted i 2023, og derfor faldt DR’s indtægter fra andet end statstilskud og licenskroner med 57 mio. kr.

Generelt var 2023 et år, hvor DR skød flere af deres større produktioner på skærmen. Udover ”Borgen - Riget, Magten og Æren” var det ifølge ”Huset”, ”Carmen Curlers” anden sæson, ”Danskere i Verden” og ”Riget Exodus.”

Det betyder, at hvor DR opbyggede værdi i sit programlager for 57 mio. kr. i 2022, faldt lageret i værdi med 103 mio. kr. i 2023.

Det betød dog også, at produktionsomkostningerne er faldet fra 2022 til 2023. Det skyldes både de serier, der blev lavet i 2022 og sendt på skærmen i 2023, men også produktionen af dækningen af VM i fodbold i 2022 er fraværende fra udgiftssiden. Det har trukket produktionsomkostningerne ned fra 791 mio. kr. til 633 mio. kr.

En anden af DR’s andre indtægtskilder er DR Koncerthuset, der øgede sine indtægter fra 99 mio. kr. til 111 mio. kr. som følge af det første år, hvor det i alle 12 måneder kunne gennemføre sit program uden corona-restriktioner.

Brugte en halv mia. på eksterne produktioner

DR brugte for andet år i træk færre penge på eksternt produceret indhold. Opgørelsen over eksterne udlægning viser, at niveauet i 2023 var det laveste de seneste fem år og omkring en fjerdedel lavere end to år tidligere i 2021. 

Når DR bruger penge på eksterne produktioner er det programmet såsom ”Aftenshowet”, ”Alle mod 1” og ”Alene i vildmarken,” der produceres af andre, men som DR køber af henholdsvis BBC Studies Nordic Productions, Metronome Productions og United Produktions og viser dem på DR’s kanaler.

Det blev der helt præcist brugt 504,2 mio. kr. på i 2023 mod 548,2 mio. kr. i 2022. Stort set hele faldet kan henvises til et fald i udlægninger af tv-produktioner.

Lavere dækning blandt børn

DR’s kontakt på tværs af alle platforme faldt med et pct.point fra 93 til 92 i 2023. DR har stadig bedst fat de ældste aldersgrupper fra 47 år og op efter.

Med undtagelse af en enkelt aldersgruppe er der ingen stor udvikling i, hvem DR er i kontakt med ugentligt.

Men for aldersgruppen 9-14 år, som DR kalder ”selvbestemmende børn”, er der fra 2022 til 2023 sket et fald i dækningen fra 88 pct. til 82. Dermed er gruppen blev DR’s svageste - en position, der tidligere har tilhørt 15-24 årige, der i DR’s terminologi er ”Unge.”

Den ugentlige dækning gennem DRTV steg fortsat sidste år fra 41,6 pct. til 47,4 pct, mens både tv- og radiokanaler over en bred kam oplevede en marginal tilbagegang i sin ugentlige dækning. Den største tilbagegang var hos radiokanalen P3, der tabte fire procentpoint i sin dækningsgrad og nu er i kontakt med lige under hver fjerde dansker ugentligt.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu