Ny DR-bestyrelse udpeges efter gældende regler

Den nye model for udpegning af medlemmer til DR’s bestyrelse træder i kraft i 2027. Ny DR-bestyrelse, der skal udpeges i slutningen af året, vil blive valgt efter gældende regler.
DR's bestyrelse vil blive udpeget efter nye regler fra 2027 - men først bliver et nyt hold bestyrelsesmedlemmer udpeget efter den gældende model i år. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
DR's bestyrelse vil blive udpeget efter nye regler fra 2027 - men først bliver et nyt hold bestyrelsesmedlemmer udpeget efter den gældende model i år. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Når der skal vælges ny DR-bestyrelse i slutningen af året, vil det ske efter de gældende regler. Det oplyser Kulturministeriet til Journalisten

”Der udpeges en ny bestyrelse efter de gældende regler ved udgangen af 2024. Denne bestyrelse sidder, frem til at de nye regler træder i kraft, og der udpeges efter de nye regler,” oplyser ministeriet til fagbladet.

Kulturministeriet præsenterede i sidste uge en ny model for udpegning af medlemmer til DR’s bestyrelse. Beslutningen om ændringen udspringer fra sidste års medieaftale, og den nye model træder forventeligt i kraft i 2027.

Med de nye regler skal der nedsættes et udpegningsorgan, som skal vælge seks af medlemmerne. 

Udpegningsorganet vil have seks medlemmer, som udpeges af de seks største partier i Folketinget, der vælger et medlem hver. Udpegningsorganet nedsættes for tre år ad gangen.

Tidligere blev de seks medlemmer udpeget af Folketinget.

Kulturministeren vil så udpege tre medlemmer af bestyrelsen, herunder formanden, mens DR’s medarbejdere vil udpege to.

Der bliver desuden stillet nye krav til kompetencerne hos de udpegede indenfor kategorierne ”medier, teknologi og brugervaner,” ”folkelig forankring, kultur og public service” samt ”ledelse.”

Lovforslaget med den nye model vil blive sendt i høring i løbet af i år.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu