Larmende tavshed fra JP/Politiken og ejere om formands exit

Hverken Jørgen Ejbøl eller Lars Munch har lyst til at uddybe, hvad uenigheden, der har ført til koncernbestyrelsesformandens afgang, bunder i.
Formændene for de to ejerfonde afviser at komme nærmere ind på, hvad der har ført til koncernbestyrelsesformand Peter Bartrams afgang. | Foto: Bidstrup Stine/Ritzau Scanpix
Formændene for de to ejerfonde afviser at komme nærmere ind på, hvad der har ført til koncernbestyrelsesformand Peter Bartrams afgang. | Foto: Bidstrup Stine/Ritzau Scanpix

Både ejerfondene bag og koncernbestyrelsen har taget den store mundkurv på, når det kommer til at forholde sig til, hvad der har ført til, at koncernformand i JP/Politikens Hus Peter Bartram fredag er fratrådt på grund af ”uenighed om virksomhedens strategi”.

Den kortfattede pressemeddelelse, der blev sendt ud fredag formiddag, var underskrevet af både Lars Munch, formand for Politiken-Fonden, og Jørgen Ejbøl, formand for Jyllands-Postens Fond.

Fra begge ejerformænd er der dog ordknaphed, når MediaWatch beder om at få uddybet, hvad uenigheden bunder i.

”Jeg har ingen kommentarer ud over, at der ikke var enighed om selskabets strategi,” skriver Lars Munch i en sms.

Ejbøl: Ikke andre ting at sige

Heller ikke Jørgen Ejbøl ønsker at komme det nærmere.

”Der er ikke andre ting at sige end det, der står i pressemeddelelse. Derudover har vi ingen kommentarer,” siger Jørgen Ejbøl.

Du vil ikke fortælle, hvad uenigheden bunder i?

”Desværre ikke.”

I et portrætinterview i Politiken i anledning af, at Jørgen Ejbøl fyldte 75 år, ytrede han sig kritisk om den retning, der var blevet lagt for Jyllands-Posten.

”Det er jo evident, at der er blevet lavet nogle betydelige fejlagtige beslutninger omkring Jyllands-Posten. Og det er jo ikke alene Nybroes (tidligere ansv. chefredaktør på Jyllands-Posten Jacob Nybroe, red.) ansvar. Det er selvfølgelig også koncerndirektionen og dermed bestyrelsen, der har ansvaret for virksomhedens ve og vel og skal slå storalarm,” sagde Jørgen Ejbøl til avisen.

Men formanden for Jyllands-Postens Fond afviser overfor MediaWatch at svare på, om det er ejerfondene, der har været uenige med koncernbestyrelsen - og hvem kritikken konkret er rettet mod. Han vil heller ikke svare på, om han synes, det er en god idé, at Peter Bartram fratræder.

”Jeg har altså ingen kommentarer til alle de gætterier,” siger han.

”Jeg har ingen kommentarer til noget af det, simpelthen.”

Fungerende formand

Næstformand i Jyllands-Postens Fond Michael Holm henviser til Jørgen Ejbøl og afviser at kommentere på sagen.

Raoul Grünthal, tidligere koncerndirektør for Schibsted i Sverige, er blevet udnævnt som fungerende formand for koncernbestyrelsen. Han har for nuværende ingen kommentarer, skriver han til MediaWatch.

Per Mikael Jensen, der for nylig blev en del af koncernbestyrelsen efter en kort periode i Jyllands-Postens Fond, afviser også at kommentere på udskiftningen på formandsposten, samt hvorvidt der nu skal findes en ny formand.

”Det kommenterer jeg ikke på,” siger Per Mikael Jensen.

Det er heller ikke lykkedes MediaWatch at få kommentarer fra de øvrige bestyrelsesmedlemmer, hverken generalforsamlingsvalgte eller medarbejdervalgte. Fra bestyrelsesmedlem i JP/Politikens Hus Jeanette Fangel Løgstrup lyder det, at der er tale om et ejerspørgsmål, og det derfor er ejerfondene, der skal forholde sig til sagen.

MediaWatch har også adspurgt Stig Ørskov, adm. direktør i JP/Politikens Hus, hvad formandsafgangen får af betydning for kursen i koncernen, men har for nuværende ikke fået svar.

Disclaimer: MediaWatch er en del af Watch Medier under JP/Politikens Hus, men har redaktionel frihed til at dække JP/Politikens Hus som alle andre medievirksomheder.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu