DR investerer i ekstern markedsføring for at trække unge til P3

Med reklamer i andre podcasts forsøger DR at hente flere 18-30-årige brugere ind på egne platforme.
P3 skal have fat i flere 18-30-årige, og det skal betalte reklamer hos tredjeparter øge sandsynligheden for. | Foto: Jens Dresling/Politiken/Ritzau Scanpix
P3 skal have fat i flere 18-30-årige, og det skal betalte reklamer hos tredjeparter øge sandsynligheden for. | Foto: Jens Dresling/Politiken/Ritzau Scanpix

En del af reklamerne på kommercielle podcasts med unge lyttere er aktuelt med DR som afsender og handler om public service-stationens ungdomskanal, P3. Det skriver Journalisten, som har talt med Maria Gry Henriksen, chef for markedsføring og brugerkontakt i DR.

Hun afviser at oplyse det konkrete beløb for P3-kampagnen til Journalisten, men fortæller, at det er i ”hundredetusindekroners-klassen”. Formålet med kampagnen er at nå mediebrugere i alderen 18-30 år, som ellers ikke frekventerer DR’s platforme, og dermed måske ikke er opmærksomme på, at public service-stationen prøver at lave relevant indhold til aldersgrupperne.

”Det er ikke noget, som vi forventer at lægge på hylden igen, simpelthen af den årsag, at vi har brug for at få tiltrukket nogle målgrupper, som vi i dag ikke har adgang til på vores egne platforme,” siger hun til Journalisten.

DR forsøgte sig for første gang med betalt markedsføring for sin julekalender ”Julehjertets hemmelighed” i vinteren 2022 i et pilotprojekt. Helt konkret købte DR annonceplads og målrettede reklamer på platforme som Facebook, Instagram og Youtube samt hos en række større danske nyhedsmedier.

Siden har public service-stationen betalt for reklameindslag for dramaserien ”Huset,” hvilket trak kritik fra kulturordførere fra DF og Konservative, skrev Kulturmonitor dengang.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu