Dicle Duran Nielsen, adm. direktør i Danske Medier, kan se flere møder og mere arbejde om relateret til mediebranchen. Hun er nemlig valgt ind i bestyrelsen hos brancheorganisationen News Media Europe.
På Linkedin skriver organisationen, at den danske mediedirektør er ny i bestyrelsen sammen med finske Väino Koorberg. Dicle Duran Nielsen skriver i sit eget opslag på Linkedin, at hun ser frem til at bidrage til organisationens arbejde.
”Jeg takker News Media Europes bestyrelse for at give mig muligheden for at blive en del af en organisation, der fremmer mediebranchens interesser i Europa,” skriver hun bl.a. i opslaget.
News Media Europe holder til i Bruxelles og lobbyorganisationen repræsenterer 14 europæiske organisationer - herunder altså Danske Medier.
Dicle Duran Nielsen afløste i marts Mads Brandstrup som ny adm. direktør for Danske Medier. Bag sig har hun bl.a. erfaring som forhandlingschef for rettighedsorganisationen Copydan og som politisk direktør i Koda.
Med Dicle Duran Nielsen som leder ville den danske mediebranchen især stå stærkere i kampen mod de udenlandske techkoncerner, fortalte formand Christina Blaagard på foreningens generalforsamling i maj.
”Med Dicle Duran Nielsen som ny adm. direktør har Danske Medier fået en ny slagkraft i de slag, der uvægerligt skal stå til forsvar for mediernes rolle i samfundet over for et pres fra tech-giganter, der ikke spiller på samme bane som vi andre, og som ikke respekterer de grundlæggende vilkår - herunder ophavsretten - som den uafhængige journalistik hviler på,” lød det fra Christina Blaagaard.