Podcast-indeks udbygger: "Giver bedre indblik" i dynamik på podcastmarkedet

Danske Medier vil forsøge at lave ny opgørelse, der skal fjerne ældre og arkivtunge podcastseriers ”fordel.” 
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Fra mandag er der dobbelt så mange tal, som interessenter og nørder med interesse for podcasts kan kaste sig over på Danske Mediers Podcastindex. Her har Danske Medier opgjort lyttertal for podcast på to lister: En serieliste og en episodeliste.

Nu bliver listen udvidet med en udgiverliste og ”mest lyttede sidste uge”-liste.

I dag er det muligt at se, hvor mange der har lyttet til en bestemt series afsnit over en uge, samt hvor mange der har lyttet til specifikke episoder.

De nye lister giver dels mulighed for at se, hvor mange lyttere de enkelte udgivere såsom Bauer, DR eller Berlingske har haft i en given periode. Den anden nye liste med titlen ”mest lyttede sidste uge” skal forsøge at give en særligt indblik i en specifik uges udgivelser, forklarer Danske Mediers analysechef Dannis Christensen i en pressemeddelelse.

”Det betyder frasortering af arkivafsnit – som nogle podcasts fx ”Sara & Monopolet” eller ”Genstart” har virkelig mange af. Det vil sige, at man fjerner den ”fordel”, som ældre og etablerede - og dermed arkivtunge - podcasts har. Der ses kun på de afsnit, som er udkommet i en given uge,” siger han.

Udkommer en podcastserie med flere afsnit i løbet af ugen, beregnes et gennemsnit per episode.

Analysechefen håber, at det kan give et mere lige grundlag for at sammenligne de løbende dynamikker på podcastmarkedet.

Ser man på de nye lister for uge 17, illustrerer det forskellen mellem eks. serielisten for uge 17 og ”mest lyttede sidste uge” for uge 17.

Den første liste har ”Genstart” på toppen med 757.000 downloads og streams foran ”Mørkeland” med 456.000 downloads og streams. Modsat viser den nye ”mest lyttede sidste uge”-liste, at ”Mørkeland” har haft 144.000 download og streams på materiale udgivet i den pågældende uge foran ”Genstart” med 93.000.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu