JFM indgår mediepartnerskab med festivalarrangør

”Det er et af de største mediepartnerskaber, vi har lavet,” siger radiodirektør, der håber, at partnerskabet kan danne grobund for flere lignende aftaler.
Søren Bygbjerg er direktør for JFM Lyd. | Foto: Privatfoto.
Søren Bygbjerg er direktør for JFM Lyd. | Foto: Privatfoto.

Den regionale mediekoncern JFMs lyddivision har indgået et kommercielt partnerskab med ”Vi Elsker,” der står bag afholdelsen af årlige festarrangementer som ”Vi elsker 90’erne.”

Det oplyser JFM Lyd til MediaWatch.

”Da jeg startede i JFM for snart halvandet år siden, lavede jeg en liste med partnere, jeg gerne ville arbejde sammen med. Øverst på den liste stod ”Vi Elsker,” fordi det er et supergodt match med vores lyttere,” siger Søren Bygbjerg, der er direktør i JFM Lyd.

Konkret betyder partnerskabet, at JFM lancerer en ny digital radiokanal, et nyt radioprogram og en podcast, ligesom JFM står for markedsføringen af ”Vi elsker” på JFM’s medier.

”Det er et af de største mediepartnerskaber, vi har lavet,” siger Søren Bygbjerg.

Han håber, at det kan danne grobund for nye lignende partnerskaber.

”Det har selvfølgelig stor kommerciel værdi. Men det giver også ekstra værdi for vores lyttere, fordi vi kan udlodde billetter og tilbyde dem en kanal, et program og en podcast, som vi ellers ikke ville have råd til at lave,” siger han.

”VI elsker” har tidligere haft et radiopartnerskab med Bauer Media. Stifter af festivalen Riffi Haddaoui fortæller til MediaWatch, at ”Vi Elsker” har haft et godt samarbejde med Bauer Media, men at man i JFM så et oplagt match.

”Vi gik og overvejede fremtiden for radiomediet som produkt. Men den kreative tilgang til, hvordan man kan brande vores festival, samtidig med at man kan brande vores indhold, tændte jeg meget på,” siger Riffi Haddaoui til MediaWatch.

Han fortæller, at aftalen for nuværende gælder i denne sæson, men han håber, at den kan blive forlænget.

Festivalen afholdes i Rødovre, Odense, Esbjerg og Aalborg.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu