Digital bogtjeneste skal afbøde faldende printsalg hos Fadl's Forlag

Faldende salg af trykte studiebøger har fået Fadl’s Forlag til at opdyrke nye digitale muligheder. ”Vi kan ikke proppe ånden tilbage i flasken,” siger direktør.
Fadl's styksalg har også været ramt af piratkopiering blandt medicinstuderende - og forlaget har lanceret en abonnementstjeneste som modsvar. (Arkivbillede). | Foto: Miriam Dalsgaard/Ritzau Scanpix
Fadl's styksalg har også været ramt af piratkopiering blandt medicinstuderende - og forlaget har lanceret en abonnementstjeneste som modsvar. (Arkivbillede). | Foto: Miriam Dalsgaard/Ritzau Scanpix

Fadl’s Forlag har for nyligt lagt et år bag sig, der var præget af tilbagegang i markedet for trykte studiebøger.

Faldet i salg af fysiske bøger til de lægestuderende lå på omkring 20 pct. for forlaget sammenlignet med i 2022. Det har ikke overraskende smittet af på Fadl’s toplinje. Omsætningen fremgår ikke af selskabets årsrapport, men ifølge direktør Lars Smidt endte den i 2023 på omtrent ti mio. kr.

”Det er grundet i både nye vaner, andre muligheder og piratkopiering. Det er alt sammen knyttet til den teknologiske udvikling,” siger Lars Smidt.

Økonomien har ”hængt fint sammen” i det forgangne år for forlaget, der besluttede at investere overskuddet i udviklingen og etableringen af den nye streamingtjeneste for medicinstuderende, Lægereolen. Derfor kom forlaget ud af året med et driftsresultat på 471.176 kr. mod 918.536 kr. i 2022. Overskuddet efter skat lød på godt 385.000 kr. - knap en halvering sammenlignet med forrige år.

Hele investeringen til den digitale udvikling og etablering af Lægereolen er taget i regnskabet for 2023, fortæller Lars Smidt.

”Derfor er bundlinjen ikke så stor, som den kunne have været, hvis vi ikke havde besluttet at tage den investering.”

Vanskeligt marked

Præcis hvor meget, der er investeret i opbygningen af Lægereolen vil Lars Smidt ikke ud med. Men der i hvert fald brugt mere end én million kr., fortæller han. Taget i betragtning af, at Fadl’s Forlag har en omsætning på omtrent ti mio. kr. årligt er det ”en pæn del”, påpeger han.

”Vi ser det som nødvendigt. Vi kan ikke proppe ånden tilbage i flasken. Forbruget udvikler sig i en digital retning, så det er vi nødt til at imødekomme.”

Forlaget har også foretaget en lagernedskrivninger på omtrent 2,4 mio. kr.

”Det handler helt banalt om, at når vi nu sælger færre bøger, er vi nødt til at rette værdiansættelserne i forretningen til efter det,” siger Lars Smidt.

Studiebogsmarkedet har været udfordret de seneste par år. Der bliver købt færre studiebøger.

Den udvikling har stået klart i flere forlags årsregnskaber de seneste par år, ligesom det blev underbygget i en relativt ny undersøgelse af Rettighedsalliancen, hvor problemer med piratkopiering af studiebøger var omdrejningspunktet. Ifølge et estimat trækker det millioner ud af forlags studiebogssalg, at de studerende ulovligt deler digitale kopier af materialet med hinanden.

Bag ved Fadl’s relativt stillestående bruttofortjeneste, der er steget marginalt med omtrent 300.000 kr. til 2,84 mio. kr. i 2023, ligger, at forlaget har kompenseret for det faldende salg af bøger ved at få forfattere, der er inden for sundhedssektoren, til at udgive andet end studiebøger, såsom udgivelser til patienter og pårørende og bøger om forskning.

”Dermed holder vi os inden for vores gebet - det sundhedsfaglige - og kan kompensere for det faldende bogsalg ad andre veje,” siger Lars Smidt.

Ny bogplatform

Dertil kommer også lanceringen af streamingtjenesten i foråret.

Tanken med Lægereolen er, at det kan overbevise de studerende om, at de til en overkommelig pris kan sikre sig de nødvendige digitale bøger som lægestuderende under Fadl’s udgivelseslinje på lovlig vis. Det skal modvirke den stigende tendens til piratkopiering blandt de studerende.

Udviklingen i tilslutningen til tjenesten er siden lanceringen af Lægereolen i begyndelsen af året gået ”nogenlunde som forventet”. En tocifret andel af de medicinstuderende har købt abonnement på tjenesten, oplyser Lars Smidt.

”Og så kan vi se, at der er eksamen på vej. Så tilslutningen er jævnt stigende for tiden.”

I lyset af hvor ung tjenesten er, er han tilfreds med udviklingen og kalder udviklingen de seneste uger op til eksamen for en positiv overraskelse.

Som studerende koster et månedsabonnement på Lægereolen 99 kr. om måneden. Fuld pris er det dobbelte, mens som medlem af Fadl får man 25 pct. rabat. Tjenesten rummer 50 bøger til medicinstudiet samt en række fagbøger til læger.

Ser rigtigt ud

Alle forlagets medicinbøger koster mere per styk end et månedsabonnement til alle titlerne. Men det giver økonomisk mening, fortæller Lars Smidt.

”Det er kommer selvfølgelig an på, hvorvidt abonnementerne kannibaliserer på styksalget. Men vi kan se, at de bøger, der bruges meget, ikke er dem, vi taber så meget på salgsmæssigt. Så hvis vi henter abonnementsindtægter fra de læsere, der ellers bruger ulovlige piratkopier af studiebøger - som er sådan, vi ser på det nu - så er det en god forretning for os.”

”Lige nu ser det rigtigt ud.”

Forventer I, det bliver et vigtigt indtægtsben for forlaget på den længere bane?

”Ja. Vi arbejder også på at udbygge vores digitale tilbud. Vi kan se, det er den vej, det går.”

Der har tidligere været andre tiltag inden for lancering af online abonnementstjenester målrettet studerende på forskellige uddannelsestrin, bl.a. Gymportalen og siden Lix, der dog måtte lukke i hhv. 2018 og 2019 på grund af manglende tilslutning fra forlag og kommercielt potentiale.

Senest har også Gyldendal lanceret sin version af en streamingtjeneste med studiebøger, Studybox.

Inviterer flere ind

Lars Smidt ser gerne, at der kommer flere forlag med om bord i Fadl’s Forlags streamingtjeneste for at udvide tilbuddet til de studerende. Men han spår det ikke mange chancer at få sine danske konkurrenter såsom Munksgaard med om bord.

”Vi prøver dog at få nogle af de udenlandske forlag med medicinske bøger, der fylder en del for de studerende i de første år, med på tjenesten,” siger han.

På det mere overordnede niveau går Fadl’s Forlags forretningsmæssige udvikling i 2024 også efter planen, fortæller han. 

Selvom vi er halvvejs inde i året, så ligger årets vigtigste tidsperiode - studiestarten fra august og frem - stadig forude, hvilket giver gør det sværere på nuværende tidspunkt at spå med sikkerhed om, hvordan forlagets salg lander. Forventet er dog vækst og et resultat på linje med i 2023.

”Men det er ikke til at sige med sikkerhed endnu,” siger Lars Smidt.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu