Udvalg vil sætte spot på krise i børnebogslitteratur

Illustratorer har kritiseret forlag for at tilbyde for lave priser.
Økonomien i børnebøger er under pres. | Foto: Morten Bjørn Jensen
Økonomien i børnebøger er under pres. | Foto: Morten Bjørn Jensen

Nyligt nedsat arbejdsgruppe vil forsøge at finde løsninger på de økonomiske trængselstider i dansk, illustreret litteratur. Sådan lyder det fra udvalgsleder Carsten Fenger-Grøndahl til Kulturmonitor.

”Det er stensikkert noget, vi kommer til at drøfte og kigge nærmere på i arbejdsgruppen. På talrige opfordringer valgte ministeren jo også at invitere en børnebogsforfatter og en illustrator med ind i udvalget, så det er helt naturligt tænkt ind i arbejdet,” siger Carsten Fenger-Grøndahl til mediet med henvisning til forfatter Kim Fupz Aakeson og og illustrator Signe Parkins.

Carsten Fenger-Grøndahl, der til daglig er rektor på Folkeuniversitet, leder det udvalg som blev nedsat under Kulturministeriet i efteråret. Arbejdsgruppen havde til opgave at kigge nærmere på økonomien i bogbranchen. 

Rektorens udvalg kommer i kølvandet på nyheden om, at det lille forlag Jensen & Dalgaard tidligere i maj annoncerede beslutningen om at stoppe udgivelsen af danske billedbøger. Beslutningen skete efter kritik fra illustratorer over, at de ikke kan tjene penge på deres arbejde. 

Ifølge forlaget er der strukturelle forhindringer til hinder for, at billedbøger kan være en god forretning.

Signe Parkins, der har hørt hjemme under Jensen & Dalgaard, har tidligere fortalt, at hun fik 15.000 kr. for et arbejde, der tog ti måneder at fuldføre. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu