Danske medier rasler med sablen - truer OpenAI med søgsmål

”Jeg blev efterladt med det indtryk, at Danmark overhovedet ikke var på deres agenda,” siger DPCMO-direktør efter møde med ChatGPT-ejerselskabet.
OpenAI står bag chatbotten ChatGPT. Ifølge DPCMO har selskabet trænet AI-modeller på danske mediers indhold. | Foto: Michael Dwyer/AP/Ritzau Scanpix
OpenAI står bag chatbotten ChatGPT. Ifølge DPCMO har selskabet trænet AI-modeller på danske mediers indhold. | Foto: Michael Dwyer/AP/Ritzau Scanpix

Med et udvidet mandat i ryggen har rettighedsforvaltningsorganisationen DPCMO, der repræsenterer størstedelen af landets medieselskaber, taget et nyt skridt i kampen for at få udenlandske tech-koncerner til at betale for at have trænet kunstig intelligens på danske mediers indhold.

DPCMO med direktør Karen Rønde i spidsen vil have ChatGPT-ejeren OpenAI og Google, der bl.a. står bag AI-modellen Gemini, til at betale for den udnyttelse af mediers indhold, der ifølge organisationen allerede har fundet sted.

Organisationen forhandler med Google om bl.a. Google Search, ligesom parterne ved tidligere lejlighed har indgået en midlertidig betalingsaftale for distribution af indhold.

Når det kommer til ChatGPT-ejeren, vil forvaltningsorganisationen se fremskridt i løbet af året, ellers er DPCMO klar til at gå rettens gang.

”Mit klare budskab er nu, at hvis ikke de vil mødes i forhandlingsrummet med os danske udgivere, så tvinger de os til at håndhæve vores rettigheder. Så vil vi, så vidt jeg ved, være det første land i Europa, hvor medieudgivere starter en sag mod OpenAI,” siger Karen Rønde til MediaWatch.

Styrket mandat

DPCMO har, siden organisationen blev etableret i 2021, forhandlet om licensaftaler med tech-koncernerne for betaling til medier for det danske medieindhold, tech-platforme ifølge organisationen skaber forretning på.

På DPCMO’s generalforsamling i slutningen af maj blev det besluttet, at medieselskaberne puljer sine individuelle rettigheder til at licensering af retten til tekst- og datamining og ved træning af generativ kunstig intelligens i organisationen. Det betyder, at danske mediehuse har valgt at danne fælles front i forhandlingerne med AI-selskaberne, når det kommer til tekst- og datamining og AI. 

Tekst-og datamining er en automatiseret teknologi, der bruges til at analysere store mængder tekst og data - heriblandt nyhedsartikler og bøger - og metoden bruges også til at træne AI-tjenesters sprogmodeller. 

Siden det blev besluttet at udvide DPCMO’s mandat, har Karen Rønde holdt møde med repræsentanter fra Google, hvor udgangspunktet fra Google ifølge Karen Rønde var, at tech-selskabet afviste uberettiget at have trænet sine AI-modeller på dansk indhold.

Ikke på dagsordenen

DPCMO har også holdt møder med OpenAI. Karen Rønde kalder mødet med selskabets repræsentanter for ”konstruktivt,” men efterfølgende stod det klart for hende, at en aftale med danske mediehuse ikke stod øverst på ChatGPT-ejerens dagsorden.

”Efter det møde var det tydeligt for mig, at Danmark ikke er en topprioritet,” siger hun.

Hvad bygger du det på?

”Det sagde de. Jeg blev efterladt med det indtryk, at Danmark overhovedet ikke var på deres agenda. Det er ikke nogen overraskelse, for som virksomhed kigger de mod de største lande og de største aktører,” siger hun.

OpenAI har bl.a. indgået licensaftaler med tyske Axel Springer, franske Le Monde og spanske Prise Media, der bl.a. udgiver El Pais.

”Det er et mønster, vi kender fra Google, Meta og de andre. De indgår aftaler med de største som en del af en divide and conquer-strategi, hvor de splitter mediebranchen ad i de territorier, de går ind i,” siger Karen Rønde.

Ifølge Karen Rønde har hverken Google/Gemini eller OpenAI for nuværende reageret på den seneste henvendelse fra DPCMO. 

MediaWatch har forsøgt at få en kommentar fra de to tech-selskaber, men indtil videre uden held. 

Det er vigtigt at understrege, at striden drejer sig om bagudrettet brug af mediers indhold til træning af selskabernes AI-modeller. Både Google og OpenAI har siden gjort det muligt for medier og andre at blokere for deres såkaldte web crawlere

I et blogindlæg fra september har Google beskrevet introduktionen af værktøjet Google-Extended, som netop gør det muligt for websites at fravælge at indgå i Googles AI-træning. ChatGPT har ligeledes gjort det muligt at fravælge at indgå i selskabets AI-træning - det, selskabet selv beskriver som en ”simpel opt out”-proces for udgivere. Desuden arbejder OpenAI med udviklingen af et nyt værktøj, Media Manager, der skal give udgivere mere kontrol over, hvordan indhold udnyttes til AI-træningen. 

Afklaring i år

DPCMO’s udgangspunkt er, at der skal ske en form for skred efter sommerferien i forhold til at blive klogere på, om OpenAI vil mødes til forhandlinger med DPCMO. 

Og inden udgangen af året skal der være en afklaring på, om det kan lykkes at lande en aftale, ellers må DPCMO sagsøge OpenAI, meddeler Karen Rønde.

”Vi vil stævne dem for overtrædelse af ophavsretsloven, fordi de har brugt vores indhold uden en aftale,” siger hun.

Hvordan ved I, at OpenAI har trænet sine AI-modeller på danske mediers indhold?

”De har åbent meldt ud, at de bl.a. har brugt Common Crawl (open source datasæt, red.), og her indgår danske mediers indhold.”

Opt out

Karen Rønde påpeger, at danske medier har benyttet sig af en såkaldt opt out-model, når det kommer til tekst- og datamining, og har derfor reserveret sine rettigheder til indholdet. Medierne har af den grund fortsat en eneret til eget indhold, og Karen Røndes vurdering er derfor, at det er ulovligt at træne AI-modeller på danske mediers indhold uden tilladelse.

Det er med det udgangspunkt, at Karen Rønde og DPCMO er klar til at gå rettens gang i forhold til bl.a. OpenAI. 

I USA har avishuset The New York Times også valgt at sagsøge OpenAI, men på europæisk grund ville det - i tilfældet af at det når så langt - altså så vidt vides være første mediesøgsmål mod OpenAI.

Hvorfor har I valgt en anden tilgang til det end eksempelvis Axel Springer?

”Vi synes, det er så vigtigt, at vi bliver nødt til at stå sammen: Hele grundidéen bag DPCMO var, at med de globale tech-giganter og den magtkoncentration, vi oplever, bliver vi nødt til at stå sammen. For vi har en fælles interesse, alle os, der brænder for den frie presse,” siger Karen Rønde.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu