TV 2 Bornholm finder ny direktør hos Aller Media

Bestyrelsesformand mener, at den nye direktør er den rette til at tage ”TV 2 Bornholm med ombord på den digitale forandring.”
Camilla Kjems starter senest 1. september som ny direktør hos TV 2 Bornholm. | Foto: MEW / Aller Media.
Camilla Kjems starter senest 1. september som ny direktør hos TV 2 Bornholm. | Foto: MEW / Aller Media.

Camilla Kjems bliver Jan Jørgensens afløser som adm. direktør for regionalstationen TV 2 Bornholm. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Broadcasterens nye direktør er hentet ind fra en stilling som ansv. mediechef hos blad- og magasinhuset Aller Media. Hun har over 20 års erfaring som leder i branchen.

I pressemeddelelsen bliver det fremhævet, at Camilla Kjems har stået i spidsen for at ”transformere blade og magasiner ind i den teknologiske tidsalder og udvikle formater og indhold, der taler ind i tidens tendenser og nye teknologier,” og at hun dermed har erfaring med at hente nye generationer ind i brugerskaren.

”Vi er rigtig glade for at kunne præsentere Camilla Kjems som ny direktør. Camilla kommer med en solid erfaring fra mediebranchen, og jeg er overbevist om, at hun er den rette til at tage TV 2 Bornholm med ombord på den digitale forandring, vi ser foran os. Jeg ved, at der i branchen er stor respekt for Camillas faglighed og ikke mindst hendes ledelsesstil,” udtaler TV 2 Bornholms bestyrelsesformand Klaus Vesløv i meddelelsen.

Camilla Kjems, der er født og opvokset på Bornholm, glæder sig til at ”komme hjem” og være med til at udvikle den regionale tv-station.

”Som jeg ser det, har TV 2 Bornholm en væsentlig lokal samfundsopgave i at informere, inspirere og samle bornholmerne gennem skarp, inspirerende og perspektivrig journalistik, der giver seerne udsyn og indsigt og på den måde skaber meningsfulde samtaler og fællesskaber,” udtaler hun i meddelelsen og tilføjer:

”Jeg glæder mig enormt meget til at tage hul på et nyt kapitel i mit arbejdsliv, og ser frem til sammen med TV 2 Bornholms dygtige medarbejdere at videreudvikle stationens indhold, siger Camilla Kjems.

Farvel efter 20 år hos Aller

Hvem der skal afløse Camilla Kjems på posten som ansv. mediechef i Aller Media er ikke afklaret endnu. Hun har været i bladhuset i mere end 20 år, siden hun i 2003 blev ansat til at udvikle et nyt produkt, der mundede ud i lanceringen af Magasinet Q. 

Siden blev hun chefredaktør for Q, Bazar og Tidens Kvinde, indtil hun i 2008 blev redaktør på Femina med ansvar for at modernisere brandet og udvikle Feminas digitale position. I 2011 blev hun udpeget til chefredaktør samme sted, indtil hun i 2019 rykkede videre til stillingen som mediechef for Familie Journal og Ude & Hjemme. I 2021 stod hun bag udviklingen og etableringen af Aller Medias tv- og podcastdesk samt en redaktion omkring det nye digitale medie, der blev til Ally.

”Jeg har elsket hvert sekund, og føler mig tryg ved nu at give stafetten videre til de vanvittigt dygtige medarbejder og ledere i min afdeling. Jeg vil glæde mig til fremover at følge Aller og de mennesker, der i så mange år har været min arbejdsfamilie – nu blot på afstand,” udtaler Camilla Kjems i en meddelelse fra Aller Media.

Heri takker adm. direktør i blad- og magasinhuset, Charlotte RIparbelli, også den fratrædende mediechef for hendes indsats gennem de seneste to årtier.

”Camilla har i den grad gjort en stor forskel for Aller Media Denmark og været med til at udvikle vores mediehus til det, som vi er i dag. Både professionelt og personligt har Camilla altid været meget vellidt af både medarbejdere og kollegaer. Vi kommer alle til at savne Camilla som menneske og ikke mindst hendes kreativitet, loyalitet og høje faglighed,” udtaler Charlotte Riparbelli.

Camilla Kjems starter i den nye stilling senest 1. september. Hun afløser som nævnt Jan Jørgensen, som går på pension efter 28 år på posten.

Opdateret kl. 13.03 med yderligere oplysninger samt udtalelser fra Aller Medias topchef Charlotte Riparbelli.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu