Jeg møder vendingen hver dag under min læsning af aviser på papir eller net – og irriteres ofte over, at den virker aldeles urimelig. Det drejer sig om disse få ord: ’Det var i går ikke muligt at træffe XX for en kommentar.’

Virkelig ikke? Må jeg spørge, hvor meget den pågældende journalist har anstrengt sig? Der var vel ikke tale om, at vedkommende blev draget af grillen derhjemme kl. 18 – og derfor allerede kl. 17 opgav at få fat i sin histories nøgleperson?

Tiltagende dovenskab

Jeg skriver det lige ud: Dovenskaben griber om sig blandt reportere. De misbruger den stadig tidligere deadline som undskyldning for sjusk. De tillader sig at aflevere halve historier, hvis grundlag er en enkelt eller to kilder. Så prøver vi modparten i morgen, ik’ osse? Hvis vi husker det.

Denne omsiggribende, uambitiøse, dvaske tilgang til reportagefaget lader sig kun realisere, fordi de journalistiske chefer affinder sig med den. De bør naturligvis sende halvfærdige artikler og ufuldstændige radio/tv-indslag tilbage i synet på ophavsmanden med besked om at finde og udspørge den ansvarlige/den angrebne – eller hvilken nøgleperson, der nu er tale om.

Bekvem flugtvej

En anden unode, som saboterer præcisionen i reportagen, er tilfredsheden med at citere en af de utallige pressemedarbejdere, som politikere, erhvervsledere og topfolk i den offentlige sektor omgiver sig med. De aner som regel mindre end intet om den konkrete sag, der spørges til. Alligevel skal jeg læse denne udenomssnak, fordi journalisten ikke forlanger at komme igennem til en ansvarlig chef.

Kan det ikke lade sig gøre, at få den relevante chef i telefonen, synes jeg, reporteren skulle rejse sig fra sin magelige kontorstol og begive sig hen til den pågældende chefs kontor eller private bopæl. For det er da vel utænkeligt, at topdirektøren med 8 mio. kr. i årsgage eller ministeren, der gerne vil genvælges, ikke skulle have tid til at svare på et par spørgsmål på vegne af deres tusindvis af kunder eller vælgere?

Vi gider ikke

Helt parodisk forekommer dovenskaben, når man jævnligt i en bebrejdende toneart kan læse, at mediet ’i de seneste fire dage forgæves har søgt kontakt med XX’.

Så er det, jeg må undskylde min franske: Det var satans!

For hvis der har været fire dage til at opsøge den pågældende, eksisterer der meget sjældent en bærekraftig undskyldning for, at mediet har givet op. Bebrejdelserne skal sandelig rettes imod de reportere, der har lim i bagdelen.

I disse tilfælde burde de snarere skrive: ’Redaktionen gad ikke anstrenge sig for at opspore den ansvarlige.’ Men det lyder jo knapt så kønt.