I velfærdssamfundet betaler vi som regel for de fælles tjenester gennem skatter og afgifter, så de bredeste skuldre bærer mest. Man skal faktisk være noget så skadeligt som forurener, tobaksryger eller energiforbruger for at skulle betale særlige afgifter, der ikke tager hensyn til skulderbredden. Eller man skal have adgang til at modtage DR´s programmer, og af den grund skulle betale en flad kopskat pr. husstand, kaldet medielicensen.

Der skal meget vægtige grunde til at forlade det almene skattesystem som finansiering af samfundsnyttige institutioner. Er der nyt at finde i rapporten om, hvordan vi bedst betaler for DR og de regionale Tv-stationer?

Usædvanlig betragtning

Rapporten har ikke til opgave at anbefale, men kun udpege fordele og ulemper ved forskellige former for finansiering. Licensens fordele fremstilles rutinemæssigt som politisk uafhængighed, stor budgetsikkerhed og en påstand – fra DR – om at licensen giver større legitimitet i befolkningen.

Samtidig antydes det, at svagheden med licenssystemets skæve sociale belastning i praksis er afhjulpet ved, at de fattige alligevel snyder sig til at være sortseere, så skævheden gør ikke så meget:

"Omvendt indebærer princippet om, at borgerne skal tilmelde sig licens, at en forholdsvis stor andel af sortseerne kommer fra ressourcesvage dele af befolkningen, hvorfor modellen i sin faktiske udmøntning er mindre skæv, end reglerne umiddelbart tilsiger."

En usædvanlig betragtning i en officiel udredning!

Opkrævning over den almindelige skat kaldes en kompromittering af institutionernes politiske uafhængighed, og så er det egentlig ikke nødvendigt at sige mere om den mulighed, ej heller om dens sociale fordele. Politikere, der forhandler om finansloven, anses for upålidelige vogtere af public service. Kulturministeren har da også hurtigt meddelt, efter rapporten kom, at der ikke findes noget bedre end licensen, som vi kender den.

Finsk model inspirerer

Men rapporten har faktisk en ny model til overvejelse, inspireret fra Finland, nemlig en særlig medieskat, hvis størrelse over flere år bestemmes ved lov. Provenuet går teknisk via Finansloven ubeskåret i en Mediefond, hvorfra midlerne som nu fordeles til DR, regionerne og evt. andre formål. Det giver DR budgetsikkerhed, og politisk uafhængighed, ligesom licensen. Embedsmændene bryder sig bare ikke om en skat til særlige formål, fordi sådan en ikke bidrager til ”en efficient fordeling af statens ressourcer”.

Det viser, at embedsmændene ikke helt har forstået, at en medieskat heller ikke skal bidrage til staten generelt, men at folketinget i modellen har bestemt, at midlerne alene tilhører public service medierne. Rapporten anfører til slut det aparte argument omkring uafhængigheden, at loven om medieskatten jo kan blive ændret eller ophævet! Ja, ubestrideligt, og det kan Radio- og fjernsynsloven også. DR er ikke en del af naturen, men beror på, at folketingets flertal stedse mener, Danmark har gavn og glæde af institutionen.

Mere retfærdig medieskat

Efter min vurdering beholder medieskatten fordelene ved licensen om uafhængighed, budgetsikkerhed og det formålsrettede. Desuden løser modellen det vigtige problem om en retfærdig fordeling, herunder at sortseermuligheden forsvinder. Medieskatten kan det med de brede skuldre. Faktisk viser rapporten, at alle de fattige – hvad enten det er pensionister eller studerende eller enlige forsørgere – kan få flere penge på lommen, når de almindeligt velstående og de rige kommer i gang med at betale hver sin personlige medieskat, ikke som nu en husstandsafgift.

De politiske overvejelser om finansieringen af DR og TV 2 regionerne bør sætte fokus på, hvordan befolkningen på længere sigt anskuer licensen i forhold til en mere retfærdig medieskat, men ikke en almindelig skat. Derved kan DR’s fremtid også betrygges. Derimod skal politikerne ikke understrege mistroen til dem selv, men vedtage en lov om medieskat med alle stemmer i folketinget, som det skete i Finland.