Debat: Lav exceptionel god radio!

Medlem af FM4-udvalget, Mette Bock, opstiller her 4 håb og ønsker for den nye radiokanal, der går i luften til næste år.

Debatindlægget er forfattet af medlem af regeringens radioudvalg og tidl. programproduktionsdirektør i DR, Mette Bock (foto).

Hvad gør man, når man ikke har brug for hverken levende billeder eller blankt papir som krykke for sin journalistik? Man laver radio. Hvad skal man, når man får stillet op mod 100 millioner kroner til rådighed om året? Lave exceptionel god radio!

Man kan mene meget om medieforliget, der i løbet af et års tid vil give os en ny radiokanal. Men spændende bliver det. Det har været en fornøjelse at arbejde i FM4-udvalget, og her er et par gode råd og ønsker til de kommende bydere:

Første ønske: Gør journalistikken til den helt afgørende motor og drivkraft. Gennem de seneste år er de journalistiske ressourcer på stort set alle medier blevet smurt ud i et tyndere og tyndere lag, så det visse steder nærmer sig industriel masseproduktion. Den ny kanal får en økonomi, der i den grad lægger op til at (gen)opfinde radiojournalistikken og en formidling, hvor lyd og det levende ord står i centrum. Modernisér også radiogenrer, der har været sendt ud i mørket. Brug støvekosten og nytænk f.eks. radiomontagen. Det kan være et af flere eksempler på moderne retro, der vil blive modtaget med glæde.

Andet ønske: Giv optimale vilkår for det journalistiske håndværk, altså tid og ressourcer til at finde de vigtige historier, de rigtige vinkler og de interessante kilder. Gør det desuden til noget helt centralt at arbejde med journalistikken som andet og mere end masseproduktion og håndværk, nemlig formidlingskunst. Her tænker jeg på omhu og kreativitet til at finde det rette format og de radiofoniske fortællerammer, der gør det komplicerede enkelt - og det enkle perspektivrigt. Vi vil have storslåede lytteroplevelser! Og endelig tænker jeg på det journalistiske must, som egentlig ikke kræver ressourcer, men alligevel synes at være en mangelvare i visse redaktionslokaler: Modet til at holde fast i den gode historie - og modet til at slippe den, hvis det viser sig, at den ikke holder!

Tredje ønske: Gør jer fri af angsten for målermændene. I årevis har emsige mennesker siddet med målebåndet fremme for at spotte den mindste skævhed eller værdiladning i journalisters formidling og forlangt det umulige og uendeligt kedelige: Værdifri og såkaldt objektiv journalistik. Lad os få vidende og engagerede værter, der med afsæt i stor indsigt og grundig research uforfærdet tør udfordre verden og samtidig sætte sig selv i spil. Ikke efter amerikansk forbillede, hvor der ind imellem råbes og skriges og føres partipolitik for åben mikrofon. Men efter (ny) dansk standard, hvor det er i orden både at vide og turde!

Fjerde ønske: Gør alle produktioner frit tilgængelige på andre platforme umiddelbart efter premiere. Distributionskanalerne smelter sammen, og vi har behov for nyskabende integrationer i forhold til internet, Ipod etc. Det danske mediemarked tænker fortsat for konservativt og søjleopdelt i forhold til distributionskanaler.
Det bliver ikke glamour, men hårdt arbejde, der skal danne fundamentet for den ny radiokanal. God fornøjelse!

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu