Kun en lille del af danske journalister ligger under for pres og trusler, viser en nyere undersøgelse blandt journalister ved landsdækkende, danske medier. Ikke desto mindre angiver en del journalister i undersøgelsen, at misinformation og manglende tilgang til oplysninger kan være årsag til, at historier ikke kommer frem.

Undersøgelsens mange kommentarer vidner om, at en lang række især stærke og professionelle kilder har udviklet en særlig subtil form for pres for at sikre sig en position i medierne. Og vi behøver ikke undersøgelser for at observere, at en række kilder dagligt formår at manipulere, lyve eller udøve spin for at udbrede bestemte budskaber – eller det modsatte – i danske medier.

Udviklingen er lige så forudsigelig, som den er åbenlys. Og den kræver nu, at journalister i langt højere grad lærer at matche de stærke kilder.

Hvis du er flink, er jeg også
For nogle måneder siden modtog jeg en mail fra to studerende. De havde anmodet om aktindsigt i en sag i en mellemstor dansk kommune. Svaret lød:

"Da jeg svarede på jeres mail af 3. december 2009, i øvrigt
samme dag som jeg modtog den og her lagde til grund, at vi
af helt ekstraordinære store organisatoriske udfordringer
ikke så os i stand til at hjælpe jer i den aktuelle
situation - og samtidig gjorde det klart, at vi altid
bestræber os på at hjælpe ikke bare journaliststuderende,
men alle studerende når vi kontaktes - finder jeg jeres
seneste mail, hvor I søger om aktindsigt på trods af
ovenstående aldeles upassende og bestemt ikke befordrende
for et fremtidigt samarbejde med journaliststuderende.
Jeg kan oplyse, at jeg agter at videregive jeres mail til
vores juridiske team for her at få klarlagt, om I har krav
på aktindsigt. Jeg vil desuden bede jer om at oplyse navn og mailadresse til jeres vejleder og studierektor."

Mailen er afsendt fra en højt placeret embedsmand. Og den er et eksempel på en subtil form for pression, som nogle professionelle kilder udsætter journalister for.

Journalisterne angribes på deres integritet, trues med at deres anmodning vil komme andre til skade, og i sidste ende truer kilden med, at der vil blive afsendt en klage over dem.

For nogle uger siden kunne Journalisten.dk berette om en lignende sag, hvor en politisk reporter fra Altinget.dk bad om aktindsigt hos Statsministeriet. Her svarede en chef fra ministeriet, ifølge båndudskriften blandt andet:

”Når du beder om en aktindsigt, så gør du det meget formelt, og så er vi nødt til at køre det meget formelle. Jeg har svært ved at køre de to spor samtidig” og ”Du kan ikke regne med, at vi både behandler et hav af aktindsigter, og at jeg også er flink over for dig”.

En klage via ombudsmanden har sidenhen fået Statsministeriet til at beklage.

Spinmestre og kendiskriminelle
Flere journalister kender ifølge undersøgelsen, som Kaas & Mulvad har gennemført i samarbejde med Jyllands-Posten, godt til truslen om, at man ikke får historier fra sine kilder, hvis man ikke føjer dem. Og dermed bliver man ude af stand til at løfte den opgave, man er sat til at løse. Det kan både være højtstående kilder hos eksempelvis styrelser, banker og organisationer, som lukker historien, hvis den ikke vinkles i en særlig retning. Eller – som vi senest har set eksempler på - kendiskriminelle og finansmænd, som siger ja til et eksklusivinterview, mod at journalisten høfligt holder mikrofonen i ro.

En anden form for pres på den uafhængige journalistik er vi alle vidner til hver aften, når nyhederne ruller over skærmen. Det er kilder, som har en åbenlys interesse i at optræde i medierne. Men som ikke vil forholde sig til den sag eller historie, som det pågældende medier ønsker at belyse. Og i rigtig mange tilfælde lykkes det faktisk kilderne at sætte egne dagsordner ved at vige uden om spørgsmål, nægte at svare, ved at manipulere eller udøve spin – helt uden konsekvenser.

Journalister skal rustes
En af vores vigtigste opgaver som ansvarlige for landets største journalistuddannelse er at ruste fremtidens journalister til at kunne gennemskue og overskue dette pres. På Danmarks Medie- og Journalisthøjskole har vi blandt andet opgraderet den del af undervisningen og forskningen, som netop handler om at give de nye journalister stærke analytiske kompetencer og redskaber til at håndtere manipulation, fortielse, løgn eller andre former for afværgemanøvre fra kilder.

Og i praksis kræver vi af vores studerende, at de arbejder i dybden med et bestemt emne over en længere periode, hvor de blandt andet skal afdække de offentlige samtaler om emnet - hvem snakker om emnet? Hvordan tales der om det og hvor? Det sikrer, at de analyserer journalistikken om emnet og reflekterer over den. Konkret lærer de noget om at analysere diskurser og argumenter, så de kan afdække, hvilke diskurser, der er i spil, og hvordan der argumenteres.
For at undgå et mindre våbenkapløb imellem kilder og journalister er vi som uddannelsesinstitution ligeledes ansvarlig for, at professionelle kommunikatører udstyres med en faglig etik, som gør dem i stand til at arbejde med de vilkår, som er bydende nødvendige for at opretholde en fri og uafhængig presse.

Varedeklareret journalistik
Men ét er, hvordan vi ruster kommende journalister inden for institutionens mure. Noget andet er, hvordan presset håndteres i virkeligheden nu og her – ude på redaktionen i en travl hverdag.
En stor del af presset på journalister fungerer faktisk kun, fordi det foregår i det skjulte. Langt de fleste journalister – der kradser bare lidt i overfladen – udsættes for pres eller småtrusler fra kilder. Men mit gæt er, at de fleste journalister håndterer det alene. Og jeg har ikke set mange eksempler på, at dette pres er blevet fremstillet åbenlyst.

Men det er vigtigt, at man på redaktionen drøfter, hvor grænserne går, og hvor meget man vil finde sig i? Kan man leve med trusler om udelukkelse fra forskellige sammenhænge? Trusler om klager til redaktionsledelsen? Krav om betingelser for at deltage i historier? Kilder der ikke vil deltage som led i deres sanktion mod journalisten? Hvor går redaktionens grænse?

Samtidig bør både medier og journalister overveje at være mere åbne, når de foretager valg og fravalg på baggrund af pres fra kilder. Hvis en bestemt kilde er fravalgt eller har fået indflydelse på historien eller interviewet som betingelse for at deltage, bør det fremgå tydeligt overfor læsere, lyttere og seere – som en hvilken som helst anden form for god varedeklaration. Hvis ikke det sker, har mediet givet efter for pression. Og så virker den for alvor. Til stor skade for journalistikken.