Hvis vi dog bare ikke talte dansk i Danmark. Hvis vi dog blot havde spansk eller engelsk eller et andet stort sprog som vores primære - wauw nogle magasiner, vi kunne fyre af. I kæmpe oplag. Og med budgetter, der gør alt muligt.

Sådan føler jeg hver gang jeg bladrer i franske, tyske, engelske og ikke mindst spanske magasiner. Jeg kan ikke spansk - så det er billederne, layoutet, stemning m.m., som jeg vurderer. Og nyder. For når jeg ikke kan sproget, bliver det lettere for mig bare at nyde og kigge. Men det bliver også rigtigt sørgeligt.

Tag f.eks. den spanske udgave af "Citizen K". Magasinet vejer 900 gram, er på 294 sider plus omslag og papirkvaliteten er vel dobbelt så kraftig som de mest eksklusive magasiner herhjemme. På forsiden kigger Helena Christensen på mig. Med stort hår. Nøgen. Flot. Fashion. Eksklusivt.

Og prisen for dette magasin, der er spækket med de vildeste billeder, modesager og sågar interview med vores danske supermodel: 1 EURO!
En sølle euro for et magasin, der må ha' en sidepris, der er svimlende høj at dømme efter reportagerne.

At få det til at være en sund forretning er kun muligt, fordi der er rigtig rigtig mange, der kan spansk, og som vil give 7,5 krone for knap et kilo kunst udi mode og livsstil.

Måske tiden er inde til, at vi begynder at tænke internationalt. De yngre generationer mestrer jo bl.a. engelsk i en grad, at de sagtens vil kunne bladre sig gennem andet end dansk.

Eller også må vi opdrage læserne til, at dansk koster. At der er en eksklusivitet forbundet med at få læsestof på sit modersmål. Imens må jeg så sælge til en høj kilopris og i en blanding af begejstring og misundelse se stormagterne spille med magasinmusklerne.