Der er sket noget mærkeligt. BT er blevet en sundheds- og sygdomsavis, Ekstra Bladet et forbrugermagasin, Jyllands-Posten en temaavis om islam og Politiken en humanitær hjælpeorganisation. Og de bliver ved med at raffinere deres nicher trods oplagsfald, der ligner kalkbrud skred.

Der er ikke noget at sige til, at politikerne på den baggrund efterspørger ”sammenhængskraft” i samfundet. Man kommer uvægerligt til at tænke på lim, der skal binde noget sammen med magt, når nu borgerne svømmer rundt i hver deres lukkede kommunikationsbassin med egne medier til eget segment.

Spørgsmålet er bare, om vi kan få mere til at hænge sammen, når de tungeste politiske tiltag, der sendes til fælles debat, er kamphundes hærgen og et par håndfulde burka-dækkede kvinder lusken omkring. Vi vil ikke ha´ det, siger politikerne. Og de får god plads og tid til at fortælle.

Journalistik i klemme
Men er der virkelig ikke andet end billige pc´er, islamfrygt og hundebid, der kan skabe fælles interesse i det offentlige rum? Eller kniber det på journalistikkens brede hovedveje med den vilje, fantasi, fortællelyst, indsigt og kritiske tilgang, der også tillader prioritering af andre tophistorier end oplysning om bedste og billigste indkøb eller pusten til den lille forargelse?

Men det er hårde tider i redaktionslokalerne, nærmest lidt uhyggeligt. Man ser det for sig: Markedsundersøgelserne huserer, og annoncemedarbejderes og markedsanalytikeres deltagelse i redaktionsmøderne er ikke længere noget, der får nogen til at løfte så meget som et lille, bitte øjenbryn. Toppen skal sælge, skal den, så spørg lige kunden om hva´ det sku´ være, og så skal der leveres. Eller gå ud og find netop den historie, som passer til vores brand eller koncept, og luk øjnene for, hvad du ellers ser. Det kaldes professionalisme.

Selvcensuren spøger måske også, for hvis pressen er (var) den fjerde statsmagt, udøver en del magthavere, deres spindoktorer og kommunikationsrådgivere i stigende grad 5.-kolonnevirksomhed. Det kaldes også professionalisme.

Og her er det så, at den professionalisme, der kaldes journalistik kan komme grumme i klemme og forvises som gammeldags, støvet, uinteressant - og urentabel.
Men jeg nægter at tro på, at væsentlighed, der rækker ud over pengepungen eller den lille forargelse ikke længere kan tiltrække bredere interesse, hvis historierne prioriteres, vinkles og fortælles rigtigt.

De gamle mediers økonomiske vanskeligheder og de nye mediers afsæt i stadigt snævrere nicher lægger p.t. alvorlige begrænsninger for det journalistiske instinkt, som skal finde og fortælle de store historier med betydning for fællesskabet. Men historierne er der. Og de skal fortælles.

Den enkleste og eneste opskrift på, hvordan man skal udholde at se sig selv i spejlet som journalist og redaktør er fortsat modet til at stå fast på journalistikken og de journalistiske væsentlighedskriterier. At vælge til. Og fra. Det kaldes - også - professionalisme.