DEBAT | #Metoo-oprøret fra en bred gruppe af kvinder i den danske mediebranche risikerer at udstille os, der har haft ledelsesansvaret de seneste 15-20 år, som enten indsigtsløse i, hvad der foregik i vores organisationer, eller som ledere, der ikke vil tage ansvar for, hvad der foregik på vores vagt.

Med erfaring fra en stribe af de største medieorganisationer i Danmark fra 1998 til 2016 kræver det for mig ikke nogen store undersøgelser at erkende, at der på alle de større mediearbejdspladser, jeg kender til, foregik systematisk sexisme – ret præcist som de mange beretninger har beskrevet.

Det er positivt, at enkelte chefer står frem og erkender tingenes tilstand. Men der er brug for, at den anerkendelse af de 1695 mediekvinders beskrivelse af tingenes tilstand i mediebranchen får en bredere tilslutning.

Flere grader

Sexisme spænder i mine øjne fra en kultur, hvor det er accepteret, at der kommer brede generaliserende sexistiske jokes og kommentarer, til passive overgreb, hvor chefer misbruger deres magt til at indgå seksuelle relationer med ansatte og i de værste tilfælde direkte og meget grove overgreb, hvor chefer truer medarbejdere til at indgå seksuelle relationer.

Bortset fra direkte trusler som den situation, Sofie Linde beskrev til Zulu Comedy Galla, har jeg været vidende om alle de øvrige grader af sexisme i de organisationer, hvor jeg har haft et med- eller eneansvar for ledelsen. Og det havde mine medchefer også. Det var jo noget, der blev talt om.

Det var jo ingen hemmelighed, at alt for mange chefer havde affærer med medarbejdere – ofte praktikanter eller andre unge sårbare medarbejdere. Det var jo heller ingen hemmelighed, at der ofte røg eksplicitte kommentarer om medarbejderes udseende eller mere intime forhold igennem redaktionslokalerne.

Vidste hvad der foregik

I relation til det generelle billede – som er det, #Metoo initiativet går efter – er der ingen brug for store undersøgelser. Lad os bare sige det klart: Ja, der foregik systematisk sexisme i medierne, vi vidste det, men vi gjorde ikke nok for at stoppe det og ændre kulturen.

Ved at tale om undersøgelser stiller vi et uværdigt spørgsmål ved, om det nu også var så slemt, som de 1695 underskrivere af støttebrevet angiver. Det er uværdigt, fordi de fleste godt ved, at vi, der havde ansvaret, udmærket vidste, hvad der foregik.

Jeg har fuldt respekt for, at så snart det handler om konkrete episoder med navngivne chefer, så må der foregå en undersøgelse, som respekterer almindelig retssikkerhed og ansættelsesret. Men det er jo faktisk ikke det, som #metoo-initiativet går efter, selvom enkelte af beskrivelserne har været så præcise, at det har nærmet sig.

Indtil Sofie Linde og støttebrevet så effektivt satte spotlight på den rå virkelighed, har jeg været stolt af, at vi på B.T. i 2003 indførte – hvad der dengang blev opfattet som et ekstremt vidtgående indgreb – nemlig at det var bortvisningsgrund for alle med chefansvar at have eller forsøge at få nogen seksuel relation til medarbejdere i organisationen. Og seksuel relation var eksempelvis at gramse på en medarbejder til julefrokosten eller sende upassende beskeder etc.

Men jeg må jo i dag erkende, at det slet ikke var nok. Det satte kun en stopper for de mest ekstreme tilfælde af sexisme. Så reelt var det kun vidtgående, hvis man så det på et bagtæppe af en grundlæggende sexistisk kultur.

Tog aldrig opgøret

Vi tog aldrig et grundlæggende opgør med sexismen. Jo, jeg ansatte flere kvindelige chefer, men vi tog aldrig det direkte opgør, hvor vi gik ud i organisationen og italesatte, at sexistiske jokes, kommentarer og adfærd blandt medarbejderne ikke var i orden, og at vi var klar til at drage de ansættelsesretlige konsekvenser, hvis det fortsatte. Og mange af os sagde vel også selv ting, som vi med dagens forståelse ikke skulle have sagt.

Vi kan forsøge måske at dække os ind under, at de skrappe kvinder på reaktionen ofte satte en ære i, at de kunne svare igen, og dybets set ikke gad høre om initiativer til bekæmpelse af sexisme.

Men vi svigtede jo alle de andre ofre. Den stille kvinde, som bare bed det i sig, kvinderne, som oplevede, at de trods stærke faglige kompetencer blev overset, fordi de ikke kunne eller ville spille med i sex-appeal-gamet, eller for den sags skyld den mandlige journalist, som havde en kønsidentitet, der var anderledes end mediebranchens unuancerede macho-ideal.

Nødvendig erkendelse

Min opfordring er derfor til alle, der havde et ledelsesansvar i den her periode: Lad os utvetydigt erkende, at beskrivelsen i støttebrevet giver et korrekt billede af langt den største del af mediebranchen i Danmark, at vi i vid udstrækning vidste, det foregik, og at vi gjorde alt for lidt for at stoppe det.

Kun derfra kan mediebranchen komme videre i en meningsfuld dialog om, hvordan vi fremadrettet kan ændre kulturen.

Og alle os, der sad med ansvaret: Vi må så kigge ind på os selv, være glade for de få initiativer, vi trods alt tog, og vigtigst af alt acceptere ansvaret for konsekvenserne af de mange ting, som vi ikke gjorde.

Arne Ullum er i dag chefredaktør for NB-Medier og har tidligere været chef for DR-Dokumentar, programchef i DR Program-Produktion, chefredaktør for B.T. og medlem af koncernledelsen i Berlingske Media samt chefredaktør og koncerndirektør for aviser i North Media.