Klumme.

I marts blev det meldt ud, at Crowdtangle, som Meta har stillet gratis til rådighed for medievirksomheder, lukker i midten af august. Værktøjet har været brugt til både ”social listening” og analyse og som sådan været en central del af mange redaktioner.

Lukningen af Crowdtangle er blot seneste kapitel i den meget lange odyssé om forholdet mellem medierne og Facebook – en beretning, der fra mediernes side ofte tegnes noget ensidigt op med Facebook/Meta som den store annoncekronestjælende, brugerdatafrarøvende, opmærksomhedsøkonomiske, profitoptimerende tech-gigantskurk, der desuden giver os falske kropsidealer, selvmordstanker og afsporer demokratiske valg.

Intet af det er som sådan helt forkert, men der er måske også et par selvindsigter, der burde trænge sig på hos medierne, når det gælder forholdet.

Hvem var det, der i første omgang fik den idé, at det sted, man logger på for at se, hvad venner og familie laver (og spiser…), skulle dynges til med clickbait, blå blink eller andet indhold, som ingen egentlig havde bedt om? Og hvem var det, der udnyttede det som en gratis distributionsplatform, der i hovedsagen blev brugt til at råbe indhold i hovedet på brugerne, mens lytteevnerne den anden vej var noget sparsomme – og ligeledes ansvaret for de affødte debatter?

Mediernes brug

Jeg snakkede på et tidspunkt med en tidligere ansat hos Meta, som løst citeret berettede om mediernes opførsel set fra Metas perspektiv, og jeg måtte indrømme, at det gav lidt stof til eftertanke om mediebranchen som sådan:

Da Facebook lancerede live-funktionen var det for, at almindelige mennesker kunne dele, hvad der skete her og nu. Hvordan greb medierne denne mulighed? Lavede live-sendinger af en vandmelon, der blev påført stadigt flere elastikker for til sidst – efter hvor mange elastikker mon? – at sprænge.

Da Facebook lancerede, at man kunne tagge hinanden, var det for, at almindelige mennesker let kunne gøre hinanden opmærksomme på spændende indhold. Hvordan greb medierne denne mulighed? ”Kender du én, der også spiser meget slik?” (kraftigt underforstået: Så tag vedkommende i kommentarfeltet – og med den slet skjulte bagtanke, at så får opslaget større rækkevidde).

Da Facebook lancerede muligheden for, at man ikke kun kunne reagere med den klassiske thumbs up, men også med fx bedrøvelse, kærlighed eller vrede, var det for, at almindelige mennesker kunne udtrykke sig mere nuanceret med ét klik. 

Hvordan greb medierne denne mulighed? 

Med reaction polls, hvor man fx med et ”haha” kunne tilkendegive, at man synes, en gerningsmand var blevet idømt en passende straf, mens man med en vred reaktion kunne vise, at man syntes, straffen var for blødsøden (eksemplet er faktisk ikke voldsomt karikeret). Det værktøj, der var udviklet for at give nuancer, forvandlede medierne til den mest overfladiske form for meningstilkendegivelse.

Facebook former journalistikken

Facebook er ikke bare blevet et redskab til at distribuere indhold - eller endnu bedre: Til at indgå i reel dialog med brugerne og facilitere oplysende samtaler. Platformen har formet selve journalistikken, eller i det mindste mødet med den – ofte ganske langt fra publicistiske idealer og tilsyneladende uden noget større formål end at skaffe opmærksomhed i opmærksomhedsøkonomien. Det er ærgerligt og absolut ikke kun Facebooks skyld.

Jeg er selvfølgelig ikke mere naiv, end at jeg godt ved, at Facebook ikke lancerede de ovenstående muligheder for hverken deres eller almindelige brugeres blå øjnes skyld – men udelukkende for at tilfredsstille en forretningsmodel, der hviler på at fravriste brugerne deres dyrebareste valuta – opmærksomheden. 

Det er en vigtig pointe og en diskussion værd, ligesom mange andre forhold ved Meta. 

Det ændrer bare ikke ved den pointe, at medierne selv bærer en del af ansvaret for, at en platform, som alt andet lige kunne have bidraget til den demokratiske samtale – med en lang række alvorlige fejl og mangler – gradvist vender medie- og nyhedsindholdet ryggen.