Avisledere venter historisk valg og regering over midten

Avisledere spår regering over midten og kalder på ny start midt i en tid med kriser, krige og magtarrogance.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Alt tyder på, at valget tirsdag bliver historisk. Sådan lyder det fra Berlingskes chefredaktør Mette Østergaard i avisens leder tirsdag. Hun lægger vægt på, at ”Danmark har brug for en politisk genstart”.

”Hvor stort et skred, ved vi først på den anden side af valget. Men vi ved, det skal være en genstart. En genstart efter corona. En genstart efter mink og magtarrogance. En genstart af blå blok.”

”For at det kan ske, skal Danmark have en ny ledelse,” skriver chefredaktøren.

Hos Politiken mener ansvarshavende chefredaktør Christian Jensen, at løsningen er, at de historiske magtpartier samler sig over midten og påtager sig et fælles ansvar for de krige og kriser, verden står midt i.

”Vælgerne synes i lighed med denne avis at kalde på en flerpartiregering over midten,” lyder det i avisens leder.

Helt så meget tiltro til den konstellation har de ikke på naboetagen på Rådhuspladsen.

Ekstra Bladet fremhæver, at både statsminister Mette Frederiksen (S) og Moderaternes politiske leder, Lars Løkke Rasmussen, er såkaldte ”fidusmagere af de helt store”.

”Vrøvl. Vrøvl fra ende til anden,” lyder det fra chefredaktør Knud Brix om Frederiksens ønske om en bred regering over midten.

Hos Børsen vurderer chefredaktør Bjarne Corydon, at kun to udfald synes realistiske.

”Enten fortsætter Mette Frederiksen omtrent som hidtil. Eller også befordrer Lars Løkke Rasmussen en ny og hidtil uset dynamik på den politiske midte,” lyder det i avisens leder.

Jyllands-Postens lederskribenter lægger op til, at ”strenge og udfordrende tider” kalder på vælgernes fælles ansvar for folkestyret.

”Og selv om det er strenge og udfordrende tider eller måske netop derfor, må man insistere på håbet om, at det får endnu flere til at sætte deres kryds. For demokratiets og for tillidens skyld.”

”Det skylder vi hinanden og folkestyret,” står der i lederen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu