Arbejderen kæmper for overlevelse

Arbejderen står i en alvorlig situation, der kan lukke avisen. Det skyldes faldende abonnementstal og lavere støtte. Derfor igangsætter de en støtteindsamling, der skal redde avisen.

Danmarks eneste partiejede dagblad, Arbejderen, er endnu engang kastet ud i en kamp for overlevelse.

I fredagens udgave af Arbejderen siger dagbladets chefredaktør Birthe Sørensen således, at avisen er truet af lukning, skriver Danske Medier.

"Vi må konstatere, at denne gang er det ikke en lille krise. Vi står i en ganske alvorlig situation, hvor vi kan risikere at lukke, hvis vi ikke får vendt udviklingen," siger Birthe Sørensen til Arbejderen ifølge Danske Medier.

Derfor lancerer Arbejderen en kampagne for at redde avisen. Den indeholder en støtteindsamling, hvor målet er at indsamle 1,2 mio. kr. Desuden vil de sælge støtteaktier for 200.000 kr. og gennemføre en kampagne for at skaffe 200 nye abonnenter inden nytår.

Storm om mediestøtte

Problemerne for dagbladet, som udgives af Kommunistisk Parti, skyldes især et faldende abonnementstal gennem de seneste år.

Desuden mister Arbejderen over tre år en mio. kr. i mediestøtte, efter at støtten er lagt om fra distributionsstøtte til støtte til den redaktionelle produktion.

Netop Arbejderens mediestøtte har over flere omgange været til diskussion. I et tidligt oplæg til den nye mediestøtte i slutningen af 2011 stod Arbejderen faktisk til at miste al statsstøtte, fordi avisen udgives af et politisk parti. Den barriere blev imidlertid fjernet i den endelige mediestøtteaftale med god hjælp fra Enhedslisten.

Indførte betalingsmur

Men med udsigten til at miste en mio. kr. i mediestøtte over tre år omlagde dagbladet i starten af 2014 avisen.

Fra at udkomme fem gange om ugen udkommer avisen nu kun fire gange. Til gengæld er nyhedsflowet på nettet blevet opgraderet. Det meste ligger dog bag den betalingsmur, som avisen har opført.

I forbindelse med omlægningen sænkede Arbejderen også abonnementsprisen med otte procent.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu