Analyseinstitut ser igen vækst på dansk annoncemarked efter surt 2023

Investeringerne i reklamer voksede over en bred kam med lidt under to pct. i årets første tre måneder, viser nye tal.
Udendørs reklamer var den kategori, der voksede mest i første kvartal. | Foto: Niels Hougaard/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix
Udendørs reklamer var den kategori, der voksede mest i første kvartal. | Foto: Niels Hougaard/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix

Efter et svært udfordrende 2023 er der overordnet bedring at spore i reklamemarkedet.

Det viser nye tal fra analyseinstituttet IRM, fremgår det af en meddelelse.

De samlede reklameinvesteringer endte på omkring fire mia. kr. Det er en vækst på 1,7 pct. sammenlignet med første kvartal sidste år, og kommer, efter at markedet sidste år skrumpede med 2,8 pct. sammenlignet med 2022.

”Efter et helt år i minus er det rart at konstatere, at der endelig er et kvartal, som peger i en mere positiv retning for annoncemarkedet,” udtaler Malene Birkebæk, der erm. direktør i brancheforeningen Kreativitet & Kommunikation i en meddelelse.

”Vi er stort set tilbage på niveau i forhold til første kvartal 2022. Det er endnu for tidligt at konkludere, hvilken betydning det vil få for resten af året. Men med tanke på udsigterne for dansk økonomi generelt kan vi måske godt tillade os at udtrykke forsigtig optimisme,” fortsætter hun.

IRM: Vokser ”ret meget”

I betragtningen af udviklingen i markedet sidste år, mener Tobias Hedström, er tallene for første kvartal ret bemærkelsesværdige. Det mener Tobias Hedstrom, der er forskningschef i IRM.

”Vi har haft fire kvartaler, som har været negative. På den måde er 1,7 pct. op ret meget, når man ser en fortsat inflation - selvom det kommer an på, hvordan du anskuer inflationen.”

Tobais Hedström forklarer, at væksten særligt kommer fra outdoor - altså udendørs reklamer - mens også digitale medier klarer sig godt.

Af pressemeddelelsen fremgår det, at reklamekategorien ”out of home” voksede med 14 pct.

Vækstrater vil vokse

IRMs forventning er, at vækstraterne vil vokse, som 2024 skrider frem. 

Det vil være positive nyheder for landets nyhedsmedier, hvor særligt de trykte aviser og traditionelle tv-reklamer var hårdt ramt.

”Vores prognose for resten af 2024 er, at væksten bliver endnu stærkere i resten af året. Det her er begyndelsen. Det her kommer til at fortsætte resten af året,” siger Tobias Hedström.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu