Fire forfattere forlader Det Danske Akademi i protest

Fire prominente forfattere herunder Suzanne Brøgger har sagt farvel til Det Danske Akademi.
Ida Jessen er en af fire forfattere, der har forladt Det Danske Akademi. | Foto: Stine Bidstrup/KULTUR
Ida Jessen er en af fire forfattere, der har forladt Det Danske Akademi. | Foto: Stine Bidstrup/KULTUR
AF RITZAU

De fire forfattere Suzanne Brøgger, Ida Jessen, Jens Smærup Sørensen og Astrid Saalbach har forladt Det Danske Akademi.

Alle i protest over medlemmet Marianne Stidsen, som har været en kontroversiel skikkelse i MeToo-debatten, hvor hun blandt andet har sammenlignet bevægelsen med en terrorbevægelse.

Det skriver Dagbladet Information.

"Det akademi, jeg kendte, er sprængt," siger Ida Jessen, der har været medlem siden 2012, og som blandt andet har modtaget De Gyldne Laurbær og været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, til Information.

"Der er slået så store flanker ned i det, og det er på grund af Marianne Stidsen. Det bliver ikke det samme mere," siger hun til avisen.

Ifølge forfatteren Suzanne Brøgger, der har været medlem siden 1997, går hun i protest mod "akademiets deroute".

"I en del år har Det Danske Akademi været hjemsted for ideologiske, politiske dagsordner, der har forgiftet atmosfæren og gjort akademimøderne betændte," skriver hun i en mail til Information.

Jens Smærup Sørensen, der har været medlem siden 1995, siger, at Stidsen har ført MeToo-debatten ind akademiet "på en rabiat facon, som jeg ikke har lyst til at deltage i".

"Jeg mener, at Marianne Stidsen har ytret synspunkter på nutidens videreførelse af kvindernes frigørelseskamp, som er absurde," siger han til Information.

De fire medlemmer oplyser til Information, at de som sådan ikke har noget problem med ytringsfrihed, eller at Stidsen har de holdninger, hun har.

"Akademiet bliver forbundet med de holdninger, Stidsen har. Det vil jeg ikke. Jeg har villet tale frit om litteratur. Derfor trækker jeg mig," siger Ida Jessen til Information

Marianne Stidsen oplyser til Information, at hun har ikke har nogen kommentar på grund af sin tavshedspligt.

Akademimedlemmerne Frederik Stjernfelt og Lasse Horne Kjeldgaard samt akademiets sekretær Søren Ulrik Thomsen ønsker heller ikke at kommentere forfatternes exit, men henviser samstemmende til den tavshedspligt, man som medlem af akademiet er underlagt.

"Det er fire litterære mastodonter, der har forladt akademiet, og det er et stort tab. Det er jeg meget ked af, og samtidig kan jeg godt forstå dem – af grunde, som jeg ikke kan uddybe," siger Lasse Hornbæk Kjeldgaard til Information.

Det Danske Akademi blev stiftet i 1960. En af stifterne var Karen Blixen, som døde to år senere, og akademiet har alle dage holdt til i hendes stuer på Rungstedlund.

Akademiet har højst 20 medlemmer, der alle er valgt for livet.

Gyldendal ryster ikke på hånden over forfatter-exit: Rosinante burde være lukket før 

Information afviser beskyldning om at favorisere venstreorienterede forfattere  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu