Rejseplanen.dk skifter salgsbureau

Krak Media Group tager over fra Jubii som annoncepartner på bannersalget.

Trafikselskabernes fælles rejsesite Rejseplanen.dk lægger fremover bannersalget i hænderne på Krak Media Group. Det skriver parterne i en pressemeddelelse.

Aftalen skal styrke dels det digitale annoncesalg på Rejseplanen.dk, der har DSB og Movia som hovedejere, dels udviklingen af nye kommercielle muligheder især omkring mobil annoncering, lyder det.

For Krak betyder Rejseplanen.dk's omkring 500.000 månedlige unikke brugere en mærkbar udvidelse af kundebasen.

”Rejseplanen er et rigtig attraktivt site at få med i vores netværk. Rejseplanen bliver jo brugt af nærmest alle danskere og er det digitale centrum for offentlig trafik, hvilket giver nogle virkelig spændende muligheder i forhold til annoncørerne og deres kampagner,” siger partnerchef Astrid Thusgaard-Madsen,Krak Media Group, i meddelelsen.

Når hver anden

Inklusive Rejseplanen dækker Krak Media Groups bannernetværk ifølge meddelelsen 50 pct. af de danske internetbrugere. Ud over bannernetværket står Krak Media Group for salget på AdWords-pendanten Open AdExchange, der oprindeligt blev lanceret af de store avishuse og sælger tekstannoncer på en række store danske onlinemedier.

Eniro er samtidig en del af JP/Politikens bannerbørs Dansk Udgivernetværk, DUN, der står for automatiseret bannersalg i realtid på nettet. Krak Media Groups kunder indgår dog ikke automatisk på den salgsplatform.

Rejseplanen A/S, som DSB med 48 pct. er hovedaktionær i er de sidste tre år kommet ud med omkring 1 mio kr. i underskud og med en omsætning på cirka 20 mio. kr. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu