5500 vil læse 'Ekstra' på Eb.dk

Ekstrabladet.dk løfter sløret for den første interesse for at læse med bag betalingsmuren, Ekstra, som avisen lancerede for syv uger siden.

På kanten af sommerferien sætter Ekstra Bladet nu tal på de første erfaringer med betalingsmodellen Ekstra, der blev lanceret medio maj.

Facit er ifølge en pressemeddelelse 5500 tilmeldte brugere, hvoraf over 3000 efter den gratis prøveperiode på 30 dage er fortsat som kunder til en pris på 29 kr. om måneden. Tilsat hovedregning en meromsætning på 87.000 kr. i det aktuelle nedslag.

Selvom 3000 kun udgør et par promiller af de 1,5 mio. unikke brugere, der hver måned besøger Eb.dk, er chefredaktør Poul Madsen tilfreds.

"Vi er positivt overraskede over, hvor godt vi er kommet fra start og rigtig godt tilfredse med, at så mange allerede har tilmeldt sig Ekstra," siger han i meddelelsen.

"Erfaringer fra ind- og udland viser, at det er et langt, sejt træk at lave et velfungerende digitalt abonnement, der giver rigtig mange penge i kassen. Men det her er bestemt et godt startskud."

Jyllands-Posten på  50.000

Meldingen fra Ekstra Bladet er nummer to pejling fra JP/Politikens Hus på interessen for den brugerbetaling, der skal udgøre et hovedben i den digitale bladøkonomi.

I midten af december gik Jyllands-Posten i luften med konceptet JP Premium, der koster 99 kr. om måneden og kunne godt to måneder senere melde om 50.000 tilmeldte. Heraf var vigtige 20.000 "gratislæsere", der ikke i forvejen abonnerer på Jyllands-Posten, men var mulige nye abonnenter.

I begyndelsen af april fulgte Jyllands-Posten op og kunne fortælle, at "mere end 1000" af de tidligere gratister i de første uger efter prøveperiodens afslutning havde tegnet digitalt abonnement. Umiddelbart færre end Ekstra Bladet - men i kroner og øre umiddelbart mere på grund af prisforskellen.

Sidste skud på betalingsstammen

Politiken har som den sidste af JP/Politikens Hus titler lanceret betaling online. Det skete få dage efter Ekstra Bladet. I modsætning til Jyllands-Posten og Ekstra Bladet øremærker Politiken ikke indholdet, der ligger bag betalingsvæggen. Her er modellen baseret på volumen og den såkaldte metered model. Læserne kan læse 25 artikler kvit og frit, før der trækkes på Dankortet. Prisen for Politikens digitale abonnement er 44 kr. om måneden. Hvordan erfaringerne tegner sig her er der ikke meldinger om endnu.

Ekstra Bladet noterer samtidig, at 'Ekstra' ikke har svækket trafikken på Ekstrabladet.dk, der er pulsåren for annoncesalget og Ekstra Bladets digitale forretning.

Offentliggørelsen af Ekstra-tallene sker få dage, efter det kom frem, at papiravisen er i store vanskeligheder, der sandsynligvis vil koste nedskæringer efter sommerferien.

Munch: Kritisk udvikling på Ekstra Bladet

Ekstra Bladet varsler kriseplan

TV3 Sport og EB.dk i tæt samarbejde om web-tv

Ny direktør for bladsalg på Ekstra Bladet

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu