News Corp-direktør vil tvinge Meta til lommerne i Australien

”Vi havde en aftale, og de gik væk fra den,” siger mediekonglomeratets australske direktør, efter at Meta har varslet, at Facebook-ejeren vil stoppe med at betale for at videredistribuere nyheder.
Foto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix

Australien bør tvinge tech-selskabet Meta til at betale nyhedsmedieudgivere for at distribuere mediernes indhold på Facebook.

Det mener News Corps australske direktør Michael Miller, skriver Reuters.

Anledningen er, at Meta i marts meldte ud, at selskabet ikke længere vil betale for at distribuere nyhedsindhold i bl.a. Australien.

”Vi havde en aftale, og de gik fra den. Jeg mener, at de har en forpligtelse til at fornye aftaler og honorere vores lovgivning,” siger Michael Miller ifølge Reuters.

Konflikten mellem Facebook-ejeren og Meta har været langvarig. Den udspringer af en lov, der blev vedtaget i 2021, som forpligtede tech-koncerner som Meta om at forhandle om betalingsaftaler med de australske nyhedsmedier.

Lovgivningen fik i en kortvarig periode Meta til at lukke ned for nyheder i landet. Facebook-ejeren endte dog med at indgå betalingsaftaler med australske medieselskaber, hvoraf de fleste ifølge Reuters udløber i år.

Den australske regering overvejer ifølge Reuters nu, om den skal aktivere en del af lovgivningen, som tvinger Meta til at betale nyhedsmedierne.

Meta har ikke kommenteret historien overfor Reuters, men henviser til et blogindlæg, hvor det bl.a. fremgår, at interessen for nyheder er dalende på selskabets platforme, og at platformene kan anses som gratis distributionskanaler for medievirksomhederne.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu