Piratforbrug af film, serier og sport steg med otte pct. i 2023

Ca. 1,3 mio. husholdninger i Norden betaler for ulovlig adgang til tv- eller streamingservices gennem såkaldte pirattjenester.
Højere priser kan være en af årsagerne til at flere får tilkæmpet sig ulovlig adgang til indhold. | Foto: Thomas Borberg
Højere priser kan være en af årsagerne til at flere får tilkæmpet sig ulovlig adgang til indhold. | Foto: Thomas Borberg

Antallet af forbrugere i Norden, der har gjort brug af ulovlig adgang til film, tv-serier og live sport, er steget over det seneste år.

Ca. 25 pct. af personer mellem 15 og 74 år fra de nordiske lande har fortalt analysebureauet Mediavision, at de uden at betale har downloadet eller streamet indhold som film, tv-serier og livesport. Det gjaldt dermed fem mio. personer i aldersgruppen.

Det er en stigning på otte pct. - svarende til 400.000 forbrugere - fra for et år siden, viser analysen, der består af svar fra 6.700 respondenter i aldersgruppen på tværs af landene.

”Pirateri er stadig et problem i Norden. Økonomisk pres på husholdninger kombineret med stigende priser for lovlige alternativer er faktorer, der sandsynligvis har haft betydning for stigningen,” siger analytiker i Mediavision, Natalia Borelius, ifølge en pressemeddelelse. 

Det fremgår også af tallene, at 16 pct. flere husholdninger, i alt 1,3 mio., abonnerer på pirat-tv.

Broadcastere og streamingtjenester og derved distributører har over en bred kam hævet sine priser inden for det seneste år - bl.a. i et forsøg på at få sat skub på indtjening. Det gælder f.eks. i Viaplay, Norlys og Yousee

Tal fra 2021 fra interesseorganisationen Audiovisual Anti-piracy Alliance viste, at 4,5 pct. af alle europæere havde en illegal IPTV-tjeneste, hvilket ifølge foreningen kostede de europæiske tv-huse 3,21 mia. euro. Det svarer til næsten 24 mia. kr. 

De ulovlige IPTV-tjenester tjente i samme periode en mia. euro.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu