Musk overvejer finansielle greb for Twitter

Twitter skal have flere nye finansielle funktioner, såsom betalingskonti, lyder det fra platformens nye ejer og adm. direktør.
marketwire

Twitter er i færd med at overveje fremtidige finansielle greb for selskabet, og det indebærer muligheden for, at brugere skal kunne tilknytte deres bank eller kreditkort til deres Twitter-profil.

Sådan lyder det fra Elon Musk på et møde for de ansatte, efter at rigmanden har overtaget det sociale medie, skriver Bloomberg News.

Med i overvejelserne er også muligheden for, at brugere decideret skal kunne flytte penge over på deres Twitter-konto og bruge den som bank, skriver mediet.

Elon Musks langsigtede vision for betalinger til Twitter kan omfatte tilbud om pengemarkedskonti med højt afkast, debetkort og peer-to-peer-transaktioner ifølge indleverede papirer til de amerikanske finansmyndigheder, skriver Wall Street Journal.

Planen er at gøre Twitter til så brugbart et system, som det overhovedet kan lade sig gøre.

”Jo mere brugbart og underholdende systemet er, jo flere folk vil bruge det” siger han ifølge Bloomberg.

Elon Musk overtog i sidste måned Twitter, og han betalte 44 mia. dollar for selskabet efter lang tids tovtrækkeri.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu