Medieforsker om Twitter: Musk risikerer at skabe kloak af ekstremister
![Foto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix](https://dev.photos.watchmedier.dk/watchmedier/resize:fill:3840:0:0/plain/https://photos.watchmedier.dk/Images/14569483/h1ed5a/ALTERNATES/schema-16_9/20221108-152749-6-4071x2287ma.jpg)
Med Tesla-grundlægger Elon Musks nylige overtagelse af Twitter er der lagt skinner ud til mindre indholdsmoderation, og det kan få flere konsekvenser, siger Jakob Linaa Jensen, forsker i medier på Aarhus Universitet, til Berlingske.
”Elon Musk kan risikere at skabe den værste kloak af ekstremister og hadefulde folk. Og så kan man ikke få annoncører – de vil flygte med de her rabiate holdninger,” siger Jakob Linaa Jensen og tilføjer, at fuldstændigt frit spil på platformen vil give frit spil til højrefløjsekstremister og falske informationer.
Elon Musk har dog for nyligt udtalt, at Twitter ikke skal blive ”et helvedeslandskab, der er frit for alle, hvor alt kan siges uden nogen konsekvenser”.
Elon Musk købte Twitter for 44 milliarder dollar svarende til ca. 331,7 milliarder kroner. Efterfølgende har han fyret ca. halvdelen af de ansatte, ca. 3700 medarbejdere.