Aller Media har indledt ny sparerunde på grund af "massive markedskrav"

For anden gang på under et halvt år skal blad- og magasinhuset gennem en besparelsesrunde. ”Vi skal styrke lønsomheden i virksomheden i Danmark,” siger nordisk topchef.
Tirsdag formiddag er medarbejderne på Aller Media informeret om, at bladhuset står over for en ny runde af nedskæringer, skriver Journalisten. | Foto: Jens Dresling
Tirsdag formiddag er medarbejderne på Aller Media informeret om, at bladhuset står over for en ny runde af nedskæringer, skriver Journalisten. | Foto: Jens Dresling

Tirsdag formiddag er medarbejderne på Aller Media informeret om, at bladhuset står over for en ny runde af nedskæringer. Det skriver Journalisten.

Administrerende direktør i Aller Media, Charlotte Riparbelli, bekræfter at hun sammen med den øvrige ledergruppe og medarbejderne ser på ”en større” omstrukturering, hvor yderligere besparelser - efter den seneste spareplan i efteråret - er nødvendige.

”Det skyldes markedsstrukturerne og de massive markedskrav, og at vi fortsat vil prioritere og investere i vores digitale fremtid, hvor vi har skabt nogle stærke markedspositioner. Vi forventer at gennemføre omstruktureringerne i slut juni,” skriver Charlotte Riparbelli til Journalisten.

Samme kommentar sender hun til MediaWatch uden at ville komme ind på, hvor stor en besparelse, der skal findes, eller hvor nedskæringerne skal ske. Hun afviser at stille op til interview.

Fællestillidsrepræsentant Jesper Berg oplyser til fagbladet, at medarbejderne er meget påvirkede af situationen oven på formiddagens orientering.

Styrke lønsomhed

Det er kort tid siden, at danske Aller Media blev samlet under en ny fælles nordisk Aller Media-organisation ledet af adm. direktør Dag Sørsdahl. Den nye organisation i koncernen blev en realitet fra 1. marts i år og afløste en struktur, hvor Aller havde en decentral ledelse af sine nationale mediehuse i Danmark, Sverige, Norge og Finland.

Om dagens udmelding i Aller Media siger Dag Sørsdahl til MediaWatch, at det er et nødvendigt at gennemføre besparelser på ny i den danske virksomhed.

”Vi skal styrke lønsomheden i virksomheden i Danmark,” siger han.

Den nordiske topchef ønsker ikke at oplyse, i hvilke dele af den danske bladforretning, der i dag ikke er en tilfredsstillende lønsomhed. Ej heller omfanget af besparelser.

”Det har jeg ingen kommentar til i øjeblikket. Det er i proces.”

Kort efter seneste nedskæring

Det er mindre end et halvt år siden, Aller Media senest var gennem en større sparerunde.

I slutningen af november blev 34 medarbejdere på tværs af redaktionelle og kommercielle afdelinger opsagt, da bladhuset besluttede at lukke to udgivelser: Antik og Auktion samt Elle, mens Femina som printmagasin blev lagt i graven i februar. Det blev begrundet med en nødvendig digital omstilling.

”Det er altid utroligt trist, når vi skal sige farvel til dygtige og søde medarbejdere. Det er uden tvivl den største bagside ved at skulle udvikle og optimere på samme tid,” udtalte Charlotte Riparbelli i den forbindelse.

”Organisationsændringer og rationaliseringer medfører ofte afskedigelser, og det har desværre også været nødvendigt denne gang. For at kunne skærpe vores digitale fokus har vi måtte skære helt ind til benet og foretage store tilpasninger – så vi også sikrer en sund og levedygtig forretning i fremtiden.”

Nødvendigheden af at spare og de vanskelige år, Aller Media er gået gennem, stod klart, da årsregnskabet for det forskudte regnskabsår 2022/2023 blev offentliggjort i begyndelsen af året.

Det viste fald over hele linjen og et underskud på 26,8 mio. kr. Omsætningen dykkede med ti pct. til 621,8 mio. kr. mod 693,8 mio. kr. i 2021/2022. Det henførte Aller Media primært til et strukturelt markedsfald i salget af printudgivelser, som er ”markant større” end de forrige års.

Artiklen er opdateret med yderligere baggrund samt kommentarer fra adm. direktør Dag Sørsdahl kl. 12.24.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu