Aller Media skærer til: Afskediger i Heartbeats og lukker bureau

Alle medarbejdere i contentbureauet OTW er opsagt, ligesom der skæres til i den kommercielle del af Heartbeats, skriver Markedsføring.
Samlet er 16 personer blevet opsagt, heraf ti i forbindelse med lukningen af OTW, og de resterende seks afskedigelser er fundet i den kommercielle del af Heartbeats. | Foto: Jonas Olufson/aller
Samlet er 16 personer blevet opsagt, heraf ti i forbindelse med lukningen af OTW, og de resterende seks afskedigelser er fundet i den kommercielle del af Heartbeats. | Foto: Jonas Olufson/aller

Efter flere år med udfordret økonomi i content- og designbureauet OTW har ejerkoncernen Aller Media besluttet at trække stikket på selskabet, samtidig med at der skæres ned i det digitale mediehus Heartbeats. Det skriver mediet Markedsføring.

Samlet er 16 personer blevet opsagt, heraf ti i forbindelse med lukningen af OTW, og de resterende seks afskedigelser er fundet i den kommercielle del af Heartbeats.

“OTW har haft flere år med underskud, og markedet har været i afmatning. Du skal konstant vinde nye kunder, hvis du skal holde vækst, og det er vi ikke lykkedes med,” siger Heine Jørgensen, der sidste år blev udpeget som adm. direktør for Ahead Group, der er Aller Medias samlede bureauforretning, hvorunder både OTW og Heartbeats hører hjemme.

Heine Jørgensen fortæller til Markedsføring, at Aller Medias villighed til at investere i bureauerne er forsvundet på grund af de ændrede markedsvilkår.

MediaWatch arbejder på at få en kommentar fra Aller Media til beslutningen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu