Sports Illustrated bliver reddet kort før lukketid

Et af verdens mest kendte sportsmagasiner stod til lukning. Men nu har aftale mellem indehaver af brandet samt medieselskabet Minute Media sikret en videreførelse de kommende år.
Aftalen mellem Authentic Brands Group, der ejer Sports Illustrated, og Minute Media strækker sig over en periode på ti år, men med mulighed for forlængelse i op til 30 år. | Foto: Mark Lennihan/AP/Ritzau Scanpix
Aftalen mellem Authentic Brands Group, der ejer Sports Illustrated, og Minute Media strækker sig over en periode på ti år, men med mulighed for forlængelse i op til 30 år. | Foto: Mark Lennihan/AP/Ritzau Scanpix

Ejeren af rettighederne til det ikoniske sportsmagasin Sports Illustrated har indgået en aftale med mediekoncernen Minute Media, der betyder, at sidstnævnte det næste årti har licens til at udgive sportsmagasinet. Det skriver New York Times.

Sports Illustrated har i flere måneder været i limbo, efter at ejeren Authentic Brands Group i januar opsagde samarbejde med Arena Group, der har udgivet bladet de seneste år, fordi Arena Group overskred deadline for betaling af licensrettighederne.

Efterfølgende meddelte sidstsnævnte, at man ville droppe udgivelsen af Sports Illustrated på print fra maj. 

Men med den nye udskiftning af udgiver til Minute Media, der er et New York-baseret medieselskab, er der kommet nye boller på suppen, og meldingen fra de nye udgivere er, at de vil fortsætte printmagasinet. 

Aftalen mellem Authentic Brands Group og Minute Media strækker sig over en periode på ti år, men med mulighed for forlængelse i op til 30 år. Begge selskaber forventer, at samarbejdet vil være langvarigt, og som led i aftalen får Authentic Brands Group en ejerandel i Minute Media, skriver New York Times.

Koncernen Authentic Brands Group opkøbte Sports Illustrated i 2019 fra mediekoncernen Meredith Corp. Siden har der været gentagne udskiftninger i udgiver af magasinet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu