Haagerup: Vi tager kritikken til os

DR's håndtering af sagen om DR2-værten Adam Holms religionskritiske kronik har været et "noget uskønt forløb", siger nyhedsdirektør Ulrik Haagerup, der tager ombudsmandens kritik til efterretning.

Ombudsmanden krtiserede i skarpe vendinger i dag DR i sagen om den påtale, som DR2-værten Adam Holm sidste år fik for at have skrevet en religionskritisk kronik i Politiken.

DR brød grundlovens bestemmelser om ytringsfrihed ifølge ombudsmanden, og i DR medgiver nyhedsdirektør Ulrik Haagerup, at påtalen, Adam Holm fik, var forkert.

”Vi tager ombudsmandens afgørelse til efterretning, og jeg anerkender – hvilket jeg også har gjort tidligere - at det har været et noget uskønt forløb. Der var fra DR's side simpelthen ikke belæg for den skriftlige tilbagemelding, som vi i første omgang gav Adam Holm på hans kronik i Politiken. Det var også baggrunden for, at vi senere trak samme brev tilbage og præciserede, at der ikke var tale om en skriftlig advarsel,” siger nyhedsdirektør Ulrik Haagerup, DR, i en pressemeddelelse.

Bedre til at forklare balancen

DR-direktøren pointerer - som det også fremgår af DR's etiske retningslinjer - at DR respekterer medarbejdernes ytringsfrihed, men også, at der kan være situationer, hvor "stærke eller kontroversielle udtalelser i det offentlige rum" kan spænde ben for DR's pligt til at være upartisk.

"I de tilfælde må vi vurdere, om de udtalelser er forenelige med den rolle og det hverv, man (som medarbejder. red.) varetager. Det er under alle omstændigheder afgørende, at seerne kan have tillid til, at værten er fair og uafhængig,” siger Ulrik Haagerup, der hæfter sig ved, at ombudsmandens anerkender, at DR skal gå balancegang mellem hensynet til de ansattes ytringsfrihed og kravet om, at DR skal levere saglig journalistisk. Den grænsetrækning skal DR blive bedre til, mener han.

"Vi har lært af forløbet og vil på ombudsmandens foranledning arbejde på fremadrettet at blive bedre til at forklare den svære balance mellem ytringsfrihed og de hensyn til upartiskhed, som ligger i centrale arbejdsfunktioner i en nyhedsorganisation,” siger Ulrik Haagerup.

Ifølge ombudsmanden mangler DR stadig at forklare, hvorfor Adam Holms kronik er uforenelig med rollen som studievært, som DR har fastholdt, selvom ledelsen altså valgte at trække den oprindelige påtale til Adam Hom tilbage.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu