DR har tjent en kvart milliard på dramaserier

Siden 2007 har DR solgt produktioner for en kvart milliard kroner, og nu er også USA og Australien på vej til at blive hyppige kunder i butikken.
af CHRISTIAN GRUNERT RANTORP

Danske tv-serier har længe skabt stor interesse for Danmark i udlandet, men serierne kan mere end det.

DR tjener også rigtig mange penge på at sælge deres serier til udenlandske tv-stationer.

I Berlingskes Business Magasin fremgår det i dag, at DR siden 2007 har solgt produktioner for over en kvart milliard kroner.

De store markeder er public service-stationerne i Europa som SVT, BBC, Arte, ARD og VRT, men også USA og Australien er blevet vild med Birgitte Nyborg, Sarah Lund og andre kendte søndagsdrama-karakterer.

”Vi har fået dem til at købe originalversionen af »Borgen« og har også solgt »Arvingerne«. Før i tiden brugte de ikke originaler med undertekster, men det er en interesse, der er blivende. Seerne vil gerne se originalerne. Så vi sælger originalerne, og så sælger vi remake-rettigheder bagefter,” siger Helene Aurø, souschef i DRs internationale salgsafdeling, til Berlingske.

TV-stationer fra hele verden køber i stadigt større omfang udenlandske produktioner til stadigt højere priser. Og Skandinavien er ifølge Berlingske et af de steder, der er særlig stor interesse for sammen med Israel, USA, Brasilien og Tyrkiet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu