DR og TV 2: Pressenævnet vil tage skade af længere klagefrist

Både DR og TV 2 er kritiske overfor et lovforslag om ændring af medieansvarsloven, der bl.a. vil forlænge fristen for at klage til Pressenævnet fra fire uger til 12 uger.
af CHRISTIAN GRUNERT PEDERSEN

Pressenævnets rolle som alternativ til de almindelige domstole risikerer at blive svækket betydeligt, hvis regeringen får held med at forlænge nævnets klagefrist fra fire til 12 uger.

Det mener i hvert fald DR og TV 2.

I høringssvar til det netop fremsatte lovforslag til ændring af medieansvarsloven kritiserer public service-mediernes jurister regeringens forslag om at forlænge fristerne.

Sagsbehandlingstid på niveau med domstole

På DR mener man, at muligheden for en hurtig sagsbehandling i Pressenævnet forspildes ved at tillade en længere klagefrist på 12 uger, fordi sagsbehandlingstiden dermed nærmer sig domstolenes. Og det vil i så fald svække Pressenævnets rolle, mener DR.

TV 2 rejser i deres høringssvar den samme kritik, og her forudser man desuden, at den længere klagefrist vil føre til mere detaljerede klager end før. Det må nødvendigvis medføre, at medierne også får længere tid til at besvare klagerne, lyder det fra TV 2 i høringsvaret.

TV 2: Kun længere frist i særlige tilfælde

I stedet for en længere frist for at klage til nævnet foreslår TV 2, at Pressenævnet kan dispensere fra 4-ugersfristen i særlige tilfælde, hvor en overskridelse af klagefristen er ”undskyldelig”, f.eks for personer, der omtales over længere tid i medierne. Klager modtaget efter fristen skal i sådanne tilfælde kunne behandles inden for 8-12 uger.

DR’s jurister mener, at medierne bør have længere tid til at svare på en klage, end der lægges op til i lovforslaget.

I dag er svarfristen syv dage, og den frist så DR gerne forlænget til ikke under fire uger, uanset om lovforslaget vedtages i dets nuværende udformning.

Politikere: Rettelser skal kunne rydde forsiden  

Lovforslaget, der bygger på en fælles beretning fra Folketingets Retsudvalg og Kulturudvalg, skal førstebehandles i Folketinget den 25. oktober.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu