Producent-direktør: "Positivt at DR ikke skal af med mere"

Landets producenter har været bekymrede for konsekvenserne ved stævningen af DR og det mulige milliardkrav, fortæller direktør.
Jørgen Ramskov er adm. direktør i Producentforeningen. | Foto: Kenneth Meyer
Jørgen Ramskov er adm. direktør i Producentforeningen. | Foto: Kenneth Meyer

Jørgen Ramskov ånder på vegne af den danske produktionsbranche lettet op. For det kunne være godt meget værre.

Det er den umiddelbare reaktion fra Producentforeningens adm. direktør Jørgen Ramskov, efter meldingen om DR’s forlig med Københavns kommune, som betyder en engangsregning på 600 mio. kr. til den offentligt finansierede station.

Han understreger, at han ikke har haft tid til at sætte sig grundigt ind i forligets detaljer, men udtaler sig på baggrund af, at worst-case-scenariet, hvor DR kunne skulle betale milliarder til kommunen, er undgået.

”Det er ikke positivt, at de skal af med 600 mio. kr., men det er positivt, at de ikke skal af med mere. Vi har været bekymrede over, om DR skulle betale det fulde beløb, der har været lagt op til, fordi det var svært at se, at det ikke ville være katastrofalt for DR og deres programbudget,” siger Jørgen Ramskov, adm. direktør i Producentforeningen.

Vilkårene i jernindustrien

DR har ifølge bestyrelsesleder Marianne Bedsted været ”ekstremt konservativ i de økonomiske prioriteter,” siden kommunen stævnende public service-stationen i 2021. Dette for at sikre økonomisk frirum til at dække i hvert fald en del af den eventuelle betaling til Københavns Kommune.

Ifølge Jørgen Ramskov har produktionsbranchen godt kunnet mærke, at DR har bedrevet en relativt stram økonomistyring de senere år.

Producentforeningen har da også løbende kritiseret, at DR’s udlægning af indholdsproduktion til eksterne producenter i kroner og ører er faldet siden højdepunktet i 2021, hvor DR købte ind for knap 670 mio. kr. i markedet. I 2023 var beløbet godt 504 mio. kr.

(Artiklen fortsætter under grafikken)

”Det er ikke nogen hemmelighed, at vi gerne så, at mere produktion blev lagt ud til eksterne, og at den produktion, der bliver lagt ud, er der hårde budgetforhandlinger om. Men det er vilkårene i jernindustrien - så hvis det fortsætter i det spor, er det selvfølgelig at foretrække frem for, hvad der kunne være udsigt til,” siger han.

Ifølge Public Service-aftalen, der løber fra 2022-2025, er DR forpligtet til at udlægge 40 pct. af sin indholdsproduktion til eksterne aktører.

I 2023 lå tallet på 41,2 pct.

Chef for ekstern produktion i DR Nikolaj Vitting vurderede i maj, at udlægningen i absolutte tal ville blive højere i 2024. Det står ikke klart, om forligsbetalingen får betydning herfor.

Vil leve op til forpligtelser

I en pressemeddelelse udtaler Marianne Bedsted, at det ”er klart, at DR’s økonomi bliver endnu mere stram og det økonomiske handlerum snævert efter forliget, men DR vil kunne leve op til sine public service-forpligtelser, og forliget får isoleret set ikke konsekvenser for DR’s medarbejdere.”

Desuden fremgår det, at DR fortsat vil leve op til sine public service-forpligtelser. Det vækker opsigt for Jørgen Ramskov. Men det formilder ikke Jørgen Ramskov.

”Det er selvfølgelig godt og vigtigt, at DR fortsat vil leve op til forpligtelserne. Men de giver ikke et eksakt beløb for udlægningen. Hvis meldingen mellem linjerne er, at økonomien bliver strammere, så lyder det jo som en besparelse, og der synes jeg, at man må kalde en spade for en spade,” siger han.

MediaWatch har rakt ud til DR om sagen, men stationen henviser til sine pressemeddelelser om forliget.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu