DBU taber sag om elektronikkædes EM-reklamer

Østre Landsret har tirsdag stadfæstet dom om kommercielle rettigheder i forbindelse med reklamer.
Foto: Valdemar Ren/Ritzau Scanpix
Foto: Valdemar Ren/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Under slagordet ”Den store fodboldfest” og med en jublende fodboldspiller i en orange trøje forsøgte elektronikkæden Power i forbindelse med EM-slutrunden i fodbold i 2021 at lokke kunder i butikken. Og det var helt efter bogen.

Det slår Østre Landsret tirsdag fast med en dom i en sag, hvor fodboldforbundet DBU mente, at elektronikkæden krænkede DBU’s kommercielle rettigheder.

DBU krævede en million kroner fra Power. De penge kommer dog ikke i kassen. Tværtimod har landsretten dømt DBU til at betale 75.000 kroner til Power, som skal dække kædens udgifter til advokat i forbindelse med landsretssagen.

Beløbet kommer oven i et beløb på 50.000 kroner, som DBU i Sø- og Handelsretten blev dømt til at betale.

I forbindelse med de omstridte reklamer - en af dem var ud over den orangeklædte spiller omkranset af dannebrogsflag - udlovede Power billetter til EM-kampen mellem Danmark og Finland, som blev spillet i Parken.

Billetterne var udloddet af hvidevareproducenten Gorenje, som var officiel sponsor for turneringen.

Landsrettens afgørelse er en stadfæstelse af en afgørelse fra Sø- og Handelsretten, som sidste år afsagde dom i sagen.

Østre Landsrets dommere skriver i præmisserne for dommen, at man tilslutter sig den begrundelse, som Sø- og Handelsretten kom med i fjor.

Sø- og Handelsretten lagde dengang vægt på, at selv om reklamerne kunne henlede tankerne på det danske fodboldlandshold, så blev hverken nuværende eller tidligere landsholdsspillere anvendt.

Og da fodboldtrøjen i reklamen også var forskellig fra landsholdstrøjen, så var der juridisk set ikke tale om kommercielt snylteri.

”Disse forhold indebærer efter rettens opfattelse, at reklamerne ikke indeholder en reference til landsholdet, og at en eventuel association til det danske landshold er svag,” lød det i afgørelsen fra Sø- og Handelsretten.

Retten lagde dengang også vægt på, at EM-slutrunden kunne anses som en national begivenhed på lige fod med for eksempel jul og påske.

”Retten finder, at det er naturligt, at en detailkæde som for eksempel Power markedsfører sig i tilknytning til sådanne samfundsbegivenheder, ligesom det for eksempel sker i forbindelse med højtider,” skrev Sø- og Handelsrettens dommere i dommen.

Da sagen blev afgjort i Sø- og Handelsretten, var endnu et spørgsmål på dagsordenen, og det var, hvorvidt en DBU-medarbejder i et radioprogram om sagen havde miskrediteret Power. Det blev DBU frifundet for. Den del af sagen indgik ikke i anken ved landsretten.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu