Svensk Viaplay-konkurrent om CL-rettigheder: "Rettigheder kommer og går"

Telia-ejede TV4 har mistet rettighederne til Champions League i Sverige til Viaplay. En prioritering, fortæller TV4’s sportsdirektør.
Kampen om Champions League-rettighederne i Sverige er endt med en sejr til Viaplay. TV4, der siger farvel til rettighederne, peger på, at rettighederne har været dyre, og de vil prioritere anderledes. | Foto: Jens Dresling/Politiken
Kampen om Champions League-rettighederne i Sverige er endt med en sejr til Viaplay. TV4, der siger farvel til rettighederne, peger på, at rettighederne har været dyre, og de vil prioritere anderledes. | Foto: Jens Dresling/Politiken

Det blev Viaplay Group, der løb med de eftertragtede rettigheder til at sende Champions League i Sverige, efter fire år hvor broadcasteren TV4 sad på rettighederne til den bedste europæiske fodboldturnering.

For fire år siden skiftede rettighederne fra det daværende Nent til TV4, der i dag er ejet af Telia. Dengang var der ifølge Dagens Media tale om en rekordhøj pris på en mia. svenske kroner årligt – en pris, der i dag ville svare til lige under 650 mio. danske kr.

Nu er rettighederne tilbage på Viaplays hænder, og det var netop prisen, der fik TV4 til at smide håndklædet i ringen og opgive rettighederne. Det fortæller sportsdirektør hos TV4 Johan Cederqvist i et skriftligt svar til Dagens Media. 

”Priserne på sportsrettigheder er steget kraftigt de seneste år. Vi prioriterer nøje og investerer i sport til den rette pris for at skabe så relevant et sportstilbud som muligt,” lyder det i en mail.

”Rettigheder kommer og går. For os er det vigtigste at have et stærkt og langsigtet sportstilbud med fokus på Sverige og store mesterskaber.”

Ifølge Dagens Media oplevede streamingtjenesten C More, hvor Champions League blev sendt i et samarbejde med TV4, en stigning i antal abonnenter fra 789.000 i 2020 - året før TV 4 og C More fik rettighederne - til 802.000 abonnenter i 2023.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu