Disney tager højdespring på dansk imagebarometer

To streamingtjenester, en amerikansk og en dansk, er blandt de 10 stærkeste varemærker i Danmark i 2021 ifølge årlig opgørelse. Disney, TV 2 Play og to distributører er blandt årets mest forbedrede brands.
Foto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix

Disneys lancering og massive markedsføring af streamingplatformen Disney+ ser ud til at have gjort indtryk på en del. I hvert fald topper underholdsningsgiganten listen over de brands, hvis image er forbedret mest det seneste år.

Listen stammer fra analysebureauet Yougovs årlige Brandindex-opgørelse, som bl.a. Journalisten og B.T. har bemærket.

Mens Disney altså er hoppet højest fra en image-score på 7,5 til en på 14,6, indtager tv-distributøren Yousee en andenplads på rangstigen over største forbedringer. Det var dog fra en score på -0.1 til 4,9. Norlys, som også distribuerer bl.a. tv, har ligeledes pudset brandet af og ligger på en ottendeplads på listen med en score, der er 2,0 point bedre end i 2020. Dermed er tv-distributørens score vokset en my mere end TV 2 Play, der har løftet sit image med 1,6 point til 23,7 og dermed runder listen af på en tiendeplads.

Analysen opgør også de varemærker, der har de absolut største stjerner i danskernes bog, og her tager Rema 1000, Lego og Mobile Pay henholdsvis guld-, sølv- og bronzemedaljen. Toplisten ligner til forveksling 2020-udgaven - eneste forskel er, at Arla er hoppet foran Ikea og i år indtager niendepladsen med 34,9 point.

Der er også medieselskaber at finde blandt de stærkeste brands i danskernes øjne. DR, Netflix og DRTV ligger stabilt på rangordnens sjette-, syvende- og ottendeplads med en score på mellem 39,5 og 36,8 point. Dermed får DRTV 13,1 flere point end public service-kollegaen TV 2 Play.

Brandindex-opgørelsen sammenligner mere end 450 brands gennem interview med et repræsentativt udsnit af befolkningen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu