Årets Wimbledon er aflyst

Verdens mest prestigefyldte tennisturnering, Wimbledon, må lade livet i 2020 på grund af coronakrisen.
Billede fra sidste års Wimbledon-finale i damesingle mellem Simona Halep og Serena Williams. | Foto: Carl Recine/Reuters/Ritzau Scanpix
Billede fra sidste års Wimbledon-finale i damesingle mellem Simona Halep og Serena Williams. | Foto: Carl Recine/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Årets udgave af tennisturneringen Wimbledon er officielt blevet aflyst på grund af coronakrisen.

Det meddeler arrangøren på sin hjemmeside.

Turneringen skulle efter planen være afviklet mellem 29. juni og 12. juli 2020.

Ian Hewitt, bestyrelsesformand for arrangøren, All England Club (AELTC), siger til Wimbledons twitterkonto:

"Vi mener grundet omfanget af den globale krise, at det i sidste ende er den rigtige beslutning at aflyse Wimbledon-mesterskaberne 2020 og i stedet koncentrere os om, hvordan vi kan bruge vores ressourcer til at hjælpe folk i vores lokalområde samt andre steder."

Wimbledon-arrangøren holdt onsdag møde for at diskutere udsigterne for årets turnering denne sommer med baggrund i udbruddet af coronavirus i store dele af verden.

Og ligesom en lang række andre sportsbegivenheder som fodbold-EM og OL må også Wimbledon droppe at afvikle turneringen denne sommer.

"Det er ledelsens opfattelse, at en aflysning af turneringen er den bedste beslutning for folkesundheden, og at kunne give afklaring ved at træffe beslutningen nu i stedet for om flere uger er vigtigt for alle involverede i tennis og turneringen," lyder det på hjemmesiden.

Den 134. udgave af den engelske grand slam-turnering i London vil i stedet blive spillet fra 28. juni til 11. juli næste år.

Udmeldingen fra Wimbledon har allerede fået en lang række tennisstjerner til tasterne på de sociale medier.

Her lyder det fra de fleste, at de er kede af aflysningen, men også at den er helt forståelig.

Sidste år vandt serberen Novak Djokovic en dramatisk finale over Roger Federer hos mændene, mens rumæneren Simona Halep triumferede hos kvinderne med finalesejr over amerikaneren Serena Williams.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu