Superligaen bliver sat på pause på ubestemt tid

Efter en udskydelse på to uger bliver de tre bedste fodboldrækker for mænd nu suspenderet på ubestemt tid som følge af coronavirus.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

De tre bedste række i fodbold for mænd, 3F Superligaen, Nordicbet Ligaen og 2. Division, bliver suspenderet på ubestemt tid. Det oplyser Divisionsforeningen, der er klubbernes organisation, i en pressemeddelelse.

Suspenderingen kommer, efter Divisionsforeningen i sidste uge valgte at sætte rækkerne på pause i to uger. Nu bliver turneringerne sat i bero på ubestemt tid som en følge af situationen omkring coronavirus.

Meldingen kommer, dagen efter Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa, besluttede at udskyde EM i fodbold. Slutrunden skulle være afholdt i juni og juli i år, men det er nu udskudt til næste år. Det kan give plads i kalenderen til, at nationale ligaer såsom 3F Superligaen kan spilles færdig i det tidsrum, hvor der nu ikke skal afholdes EM.

"Beslutningen har givet ekstra plads til, at de nationale ligaer og de europæiske klubturneringer kan blive spillet færdige. Samtidig arbejder vi på og ud fra, at alle datoer nu er til rådighed for afvikling af nationale kampe – ligesom de europæiske klubturneringer kan afvikles på nationale datoer," siger Claus Thomsen, direktør for Divisionsforeningen, i meddelelsen, hvor han kalder udskydelsen af EM "vanvittig ærgerlig".

Det er Nordic Entertainment Group (Nent) og Discovery Networks, der har rettighederne til 3F Superligaen. Nent har to tredjedele af rettighederne, mens Discovery har den resterende tredjedel. Nent har de fulde rettigheder til Nordicbet Ligaen.

Det udskudte EM skulle være vist af Nent og DR. De må nu væbne sig med tålmodighed i et år, inden slutrunden bliver afviklet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu