Uefa sætter Champions League på pause

Uefa har nedsat en arbejdsgruppe, der skal se på kampprogrammet for CL og EL. EM skubbes til 2021.
Foto: Eric Gaillard/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Eric Gaillard/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Sommerens EM er udskudt til 2021. Derudover er Champions League og Europa League sat på pause.

Sådan lyder det tirsdag fra Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) i en pressemeddelelse, efter at coronavirus de seneste uger har spredt sig over det meste af Europa.

Beslutningerne er blevet truffet i forbindelse med et telefonmøde tirsdag, der blandt andet andet havde deltagelse af Uefas 55 medlemslande.

"Det er i tider som disse, at fodboldens fællesskab skal stå sammen og vise ansvar, solidaritet og altruisme," siger Uefa-præsident Aleksander Čeferin.

Han fortæller, at fodboldens mange interessenter har stået sammen. Han slår dog fast, at Uefa har lavet det største offer.

"Det var vigtigt, at Uefa gik forrest i processen og foretog det største offer. At flytte EM 2020 kommer med en meget høj pris," siger Čeferin.

København var en af 12 værtsbyer for EM-slutrunden, som Uefa foreslår skal spilles 11. juni til 11. juli næste år. Parken skulle have lagt græs til tre gruppekampe og en ottendedelsfinale.

I forbindelse med udskydelsen af EM har Uefa også udsat en række playoffkampe fra marts til juni. I playoffkampene skal de sidste deltagere til EM findes.

Foreløbig er Champions League og Europa League sat på pause, på et tidspunkt hvor ottendedelsfinalerne er i gang. FC København er blandt deltagerne.

En arbejdsgruppe skal finde ud af, hvordan de resterende kampe skal afvikles.

"Uefa har fremlagt en række muligheder, der betyder, at turneringerne kan blive afsluttet stille og roligt," siger Aleksander Čeferin.

Samtlige klub- og landskampe på kvindesiden er også sat på pause.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu