Cumberbatch ser det som udfordring at spille brexit-tilhænger

Benedict Cumberbatch har hovedrolle i ny tv-film, der skildrer dramaet op til den britiske EU-afstemning.
Foto: Ritzau Scnpix/AFP/Daniel Leal-Olivas
Foto: Ritzau Scnpix/AFP/Daniel Leal-Olivas
AF RITZAU

Den britiske skuespiller Benedict Cumberbatch har hovedrollen som manden bag brexit i et nyt tv-drama.

Den to timer lange "Brexit: The Uncivil War" bliver vist den 7. januar på den britiske Channel 4. 

Tv-dramaet fokuserer på de kontroversielle metoder, der blev taget i brug op til folkeafstemningen i juni 2016 om Storbritanniens medlemskab af EU.

Cumberbatch, der fik sit internationale gennembrud i serien BBC-serien "Sherlock", skal spille Dominic Cummings i tv-filmen.

Under valgkampen stod Cummings i spidsen for kampagnen "Vote Leave", der kæmpede for, at briterne skulle forlade EU, og han betegnes af flere som en af "hjernerne" bag brexit.

Højst overraskende endte afstemningen med, at et flertal af vælgerne stemte for at bryde ud af det europæiske samarbejde. Den daværende regering havde anbefalet at blive. 

Benedict Cumberbatch, der selv gik ind for fortsat medlemskab i 2016, fortæller, at han ønskede "udfordringen med at ændre sig til en person, der på mange måder er ret forskellig fra en selv, og se verden gennem hans øjne". 

"Det er så vigtig en historie, som fortsat former vores nation, og jeg vidste ikke alverden om, hvordan Leave-siden vandt," siger den 42-årige skuespiller.

Han havde betænkeligheder ved at takke ja til rollen som Cummings, fordi brexit "var det mest splittende emne i politik, som jeg kan mindes i min levetid". 

EU-spørgsmålet splittede også hans egen familie og venner, fortæller han. 

Steve Cummings havde en fortid som rådgiver for EU-skeptiske parlamentsmedlemmer, da han blev udpeget til at lede "Vote Leave"-kampagnen op til afstemningen. 

Han var stort set ukendt i offentligheden. Efter afstemningen blev han kendt for at have spillet en afgørende rolle i kulisserne. Især fordi han insisterede på at basere en stor del af kampagnen på sociale medier, frem for traditionelle valgmetoder. 

Andre karakterer i tv-filmen inkluderer brexit-fortalere som Boris Johnson og Nigel Farage. 

Storbritannien forlader efter planen EU i slutningen af marts. 

/ritzau/AFP

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu