Efter prisstigninger og fyringsrunder: Spotifys markedsværdi er fordoblet på et år

Prisstigninger, entre på lydbogsmarkedet, fyringsrunder og prisstigninger har fået de aktiehandlende til at kaste deres kærlighed på Spotify, hvis kurs er fordoblet på et år.
De aktiehandlende har kastet deres kærlighed på Spotify det seneste år. | Foto: Brendan Mcdermid/Reuters/Ritzau Scanpix
De aktiehandlende har kastet deres kærlighed på Spotify det seneste år. | Foto: Brendan Mcdermid/Reuters/Ritzau Scanpix

De aktiehandlende og Spotify har de seneste 12 måneder kigget mere og mere kærligt på hinanden, og da handlen lukkede natten til torsdag dansk tid, var Spotify-aktien mere end dobbelt så meget værd end for et år siden.

Helt konkret kostede det 148 dollar at købe en Spotify-aktie på børsen i New York, da handlen lukkede 30. maj sidste år. Natten til torsdag lukkede aktien i 307,5 dollar. En stigning på 108 pct. 

Det har heller ikke været 12 kedelige måneder for Spotify, der har fået aktiemarkederne til at kaste deres kærlighed på den svenske lydaktie.

Et af de spor, som lydtjenesten har kørt hårdt på, er nedbringelse af udgifter - særligt dem til medarbejdere. I juni 2023 lavede Spotify sin anden fyringsrunde alene i det år, da 200 medarbejdere blev fyret. I december kom en tredje og meget større fyringsrunde, da 1570 medarbejdere fik sparket.

Hos Spotify, der har oplevet en løbende vækst, har det ikke altid været givet, at driften løb rundt. Men det var tilfældet både i tredje kvartal sidste år og i første kvartal i år, der gav et rekordstort overskud på driften.

Nedskæringerne i staben har ikke stoppet abonnementsvæksten, og Spotify havde 14 pct. flere abonnenter med sig ud af første kvartal i år end i 2023. Sideløbende har Spotify også skruet priserne op - og varslet yderligere prisstigninger - og tjenesten har lanceret et dyrere premium abonnement.

Tjenesten har også taget sine første skridt på lydbogsmarkedet. I første omgang er det sket i en række engelsksprogede lande, men det er tilsyneladende lykkes at bryde i gennem her, og i februar lød det, at Spotify sad på 11 pct. af lydbogsmarkedet i USA.

Hvornår aktiemarkedets darling gør sin entre på det danske lydbogsmarked, er stadig uvist.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu