Gyldendals nye topchef: Udgivelsesprofilen skal tage højde for tidens debatter

Tidens væsentlige debatter kan introducere et ”større paradigmeskift”, og det skal der tages højde for i Gyldendals udgivelsesprofil, mener forlagets nyudnævnte topchef Hanne Salomonsen.
Foto: PR/Gyldendal
Foto: PR/Gyldendal

Med ansættelsen af Hanne Salomonsen har Gyldendal fået en direktør, som generelt vil prioritere, at forlaget udgør en relevant stemme i tidens debatter. Det skriver Berlingske i et interview med Hanne Salomonsen.

“Det er meget vigtigt, at Gyldendal er relevant. Og hvad der rører sig i tiden af vigtige, væsentlige debatter, og som måske introducerer et større paradigmeskift, det er klart, at det skal vi selvfølgelig tage højde for i vores udgivelsesprofil,” siger direktøren til avisen.

Desuden skal Gyldendal ifølge Hanne Salomonsen være ”flere stemmers hus”, hvorfor hun selv vil være mindre aktiv i den offentlige debat.

Kønsfordelingen på Gyldendals udgivelser ligger “nogenlunde 50-50”, hvor fordelingen blandt de ansatte, inklusiv ledelsen, er præget af en overvægt af kvindelige ansatte, fortæller Hanne Salomonsen, der ikke vil svare direkte på, hvorvidt hun i sin nye stilling vil have fokus på at arbejde aktivt med forlagets kønsfordeling.

Hanne Salomonsen blev den 26. oktober udnævnt som Gyldendals nye topchef. Hun havde været konstitueret i jobbet siden 1. september, da forlagets daværende topchef, Morten Hesseldahl, blev afskediget efter flere omgange af skuffende regnskaber, som særligt blev tynget af den nu afhændede streamingtjeneste Chapter.

Om sit forretningsmæssige fokus som ny direktør for forlaget udtalte Hanne Salomonsen til MediaWatch efter sin tiltrædelse, at en bunden opgave fra bestyrelsen er, at der sikres en solid økonomi, hvilket hun vil gøre gennem et fremtidigt fokus på at styrke kerneforretningen, som er Gyldendal Forlag og Gyldendal Uddannelse.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu