Nordjyske køber Danske Fagmedier

Mediehuset, der bl.a. udgiver Licitationen, Mestertidende og Motormagasinet, bliver en del af Nordjyske Medier, der har overtaget majoriteten af virksomheden.

Nordjyske Medier fortsætter i opkøbsbanen og overtager mediehuset Danske Fagmedier, der udgiver seks fagblade på print og net.

Det skriver Nordjyske.dk.

Danske Fagmedier drives videre i sameje med den hidtidige ejer Nils Sjøberg, der fortsætter som chefredaktør. Ny direktør for selskabet bliver Morten Petersen, der er direktør for fagmediet Industry Supply, som Nordjyske Medier købte i 2012.

”Det er et vigtigt led i vores vækstplan at overtage stærke nichemedier, som tilfører os kompetencer. Danske Fagmedier passer godt ind i vores B2B mediestrategi, hvortil også Industry Supply hører. Vi forventer, at Danske Fagmedier vil udvikle sig positivt i de kommende år under ledelse af Morten Petersen og Nils Sjøberg sammen med medarbejderne,” siger adm. direktør for Nordjyske Medier, Per Lyngby, til Nordjyske.

Videreført efter konkurs

Danske Fagmedier udgiver bl.a. Licitationen - Byggeriets Dagblad, målrettet bygge- og anlægsbranchen, Mestertidende, Jern og Maskindustrien, Transportmagasinet samt Motormagasinet. Læserskaren tæller omkring 150.000 på print alene, og huset omsætter ifølge Nordjyske.dk for mere end 50 mio. kr. årligt og beskæftiger 45 medarbejdere.

Virksomheden gik for to år siden konkurs, men medierne blev videreført i nye selskaber som led i en rekonstruktion.

Selskabet drives videre fra hovedkvarteret i Herlev. Prisen er ikke oplyst.

Danske Fagmedier er det seneste af en stribe nichemedier, som Nordjyske Medier har investeret i de senere år for at udvide omsætningen. Før jul overtog Nordjyske netportalen Jubii samt magasinhuset JSL Publications. I forbindelse med 2013-årsregnskabet  lagde adm. direktør Per Lyngby ikke skjul på, at flere opkøb var på vej.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu