Anmelder: Metroxpress er død som publicistisk projekt

Det er ikke kun formatet, men også journalistikken, der er krympet, skriver Politikens anmelder om den relancerede Metroxpress. 

Den nylancerede Metroxpress er på alle måder en mindre avis. Det mener Politikens lederskribent Kristian Madsen, der i dagens avis anmelder den sidste overlevende gratisavis, der i går blev genfødt i et mindre format med kortere og mere tabloide historier - og med det erklærede mål at skaffe 700.000 daglige - og især unge - læsere i løbet af i år.

Kristian Madsen er ikke begejstret for det nye format. Mildt sagt. Det er ikke kun formatet og historiernes længde, der er krympet, skriver han, det journalistiske format er også reduceret:

"Historierne er tynde og uvæsentlige. Og hvad så, tænker man efter at have læst de fleste nyheder. Det føles mere som en udskrift af et nyhedssite end som en egentlig avis."

Faktisk er avisen så tilpas ikke-informerende og overflødig, at gratisavisen som publicistisk projekt er afgået ved døden, mener han.

"Med den omlægning (...) har man reelt skrevet sig ud af begrebet avis," skriver Kristian Madsen. Han nærede mere respekt for den gamle Metroxpress som publicistisk projekt. Det nye format og redaktionelle linje tyder på, at ejerne har een ting i hovedet: at skaffe unge læsere for at skaffe annoncører, mener Kristian Madsen. 

Undervurderer unge

Han noterer sig eksempelvis et "totalt fravær af politisk debat". Skolereformen blev dækket med citater fra KL og formanden for skolelederne - der havde det været så "indlysende relevant" med politiske kilder, at fravalget næsten peger på en strategisk beslutning om at undgå "kedelige" politikere for at tækkes unge læsere, skriver han.

Også den internationale dækning, der i gårsdagens avis fyldte en enkelt side, karakteriserer han som en "latterlig undervurdering af målgruppen", der ikke serviceres med en eneste global-historie med "globalt relevans", men tilbydes bl.a. en historie om en gorilla i New York.

Et stofområde klares dog på tilfredsstillende vis: Kendis-historierne, om bl.a. Justin Biebers hamster, er tilpas humoristiske og underholdende, mener Kristian Madsen.


"Før kunne vi bruge en hel side på en historie"

Metroxpress' nye miniavis på gaden 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu