Forening henter nye kræfter til at styrke arbejdet med CO2-afdækning på annoncemarkedet

”De danske medier og bureauer deler bekymringen over udviklingen og ønsker at bidrage til en grøn omstilling,” lyder det fra foreningens formand.
Nye folk er kommet ombord i projekt, der arbejder på at gøre annoncemarkedet mere grønt. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Nye folk er kommet ombord i projekt, der arbejder på at gøre annoncemarkedet mere grønt. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Carbon Footprint Initiative, der er en forening, som arbejder med at øge fokus på og adgangen til data om CO2-aftryk på de danske annoncemarked, har afholdt sin første ordinære generalforsamling, siden foreningen blev stiftet i efteråret.

Her er det blevet besluttet, at en række nye kræfter skal medvirke til at styrke foreningens arbejdet, fremgår det på Carbon Footprint Initiatives hjemmeside.

Det er således besluttet, at Claes Braagaard, chief investement officer i Omnicom Media Group, OMG, Anne Norberg, der er direktør og senior partner i Orchestra, og Signe Skarequist, som er direktør for forretningsudvikling i JP/Politikens Hus, sammen med Dicle Duran Nielsen og Marianne Bugge Zederkof, som er henholdsvis adm. direktør for Danske Medier og direktør for Danske Medier Research, og Malene Birkebæk, direktør i Kreativitet & Kommunikation, skal arbejde videre med et værktøj, som skal bidrage til ”bedre og mere gennemskuelig indsigt i annoncemarkedets klimaaftryk.”

Den overordnede målsætning med samarbejdet er at sætte fart på den grønne omstilling samt fokus på og adgang til data om CO2-aftryk.

Det er Danske Medier og Kreativitet & Kommunikation, der står bag initiativet, der blev præsenteret med en såkaldt hensigtserklæring i sensommeren sidste år. Siden da er der kommet opkbakning fra flere brancheaktører.

”Med lanceringen af Carbon Footprint Initiative viste vi som branche et fælles engagement i arbejdet med klimaaftryk på tværs af medier og bureauer. Der er et stigende samfundsmæssigt og politisk fokus på, hvordan vi mennesker bidrager til opvarmning af jorden, og hvad opvarmningen har af afledte klimaforandringer,” udtaler Marianne Bugge Zederkof, der desuden er formand for foreningen. 

Hun fortsætter:

”De danske medier og bureauer deler bekymringen over udviklingen og ønsker at bidrage til en grøn omstilling. Derfor har den danske medie- og bureaubranche etableret foreningen Carbon Footprint Initiative, som skal skabe et fælles grundlag for handling ved at sikre en bedre og mere gennemskuelig indsigt i annoncemarkedets klimaaftryk.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu