Jørgen Ejbøl stopper som formand for Jyllands-Postens Fond

Jyllands-Postens Fond, der ejer halvdelen af JP/Politikens Hus, skal have ny formand. Jørgen Ejbøl stopper.
Jørgen Ejbøl stopper som formand for Jyllands-Postens Fond | Foto: Mik Eskestad/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix
Jørgen Ejbøl stopper som formand for Jyllands-Postens Fond | Foto: Mik Eskestad/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix

Den ene af de to ejerfonde for JP/Politikens Hus, Jyllands-Postens Fond, skal have ny formand, da Jørgen Ejbøl fratræder. Det oplyser han i en pressemeddelelse udsendt af fonden.

”Efter 30 års arbejde for Jyllands-Posten har jeg besluttet at fratræde som formand for Jyllands-Postens Fonds bestyrelse med virkning fra i dag,” siger Jørgen Ejbøl i meddelelsen, der er dateret onsdag.

Det står ikke klart, hvem der skal afløse Jørgen Ejbøl, men ifølge MediaWatchs oplysninger er der bestyrelsesmøde mandag. Det fremgår heller ikke af meddelelsen, om Jørgen Ejbøl udtræder af bestyrelsen.

Af meddelelsen er der ikke anført nogen årsag til, at den mangeårige centrale skikkelse i JP/Politikens Hus og Jyllands-Postens Fond forlader formandsposten i sidstnævnte.

”Det er med stor glæde, jeg ser tilbage på tre årtier som medlem af ledelsen i Jyllands-Posten, hvor det fra 2003 i samarbejde med Politikens Hus er lykkedes at skabe Danmarks største mediehus og forene fællesskabets styrke på økonomi og administration med de enkelte udgivelsers redaktionelle og forretningsmæssige uafhængighed og kvaliteter,” lyder det videre i meddelelsen fra Jørgen Ejbøl

”Jeg takker medarbejderne og samarbejdspartnerne for den alt afgørende tillid og inspiration i forløbet. JP/Politikens Hus er økonomisk og organisatorisk solidt rustet til fremtidens udfordringer, som jeg trygt overlader til medarbejderne og mine efterfølgere.”

Uro i ejerfondene

Jørgen Ejbøls farvel til formandsposten kommer efter længere tids uro i toppen af JP/Politikens Hus og dens ejerfonde.

I februar kom det frem, at Jørgen Ejbøl skulle fortsætte som formand for fonden, til trods for at han var nået den aldersgrænse på 75 år, som fonden har. Den blev der dispenseret for.

Måneden efter fratrådte JP/Politikens Hus’ bestyrelsesformand, Peter Bartram. Han udtrådte i samme ombæring fra Jyllands-Postens Fonds bestyrelse.

Det er siden kommet frem, at Peter Bartram blev fyret fra både formandspost og ejerfonds bestyrelse.

Det er ligeledes kommet frem, at Jørgen Ejbøl modtog et vederlag ved sin 75-års fødselsdag på 2,1 mio. kr. Et vederlag han siden har betalt tilbage, efter at fonden havde indhentet juridisk rådgivning om vederlaget.

Hele forløbet tiltrak til sidst Erhvervsstyrelsens interesse. Det er Erhvervsstyrelsen, der fører tilsyn med fonde. 

3. maj bad styrelsen om en redegørelse fra Jyllands-Postens fond om bl.a. Jørgen Ejbøls vederlag og ledelsesmæssige forhold i fonden.

Sideløbende med uroen om Jyllands-Postens Fond, blev den daværende formand for den anden ejerfond, Lars Munch fra Politiken-Fonden, 19. april indsat som ny bestyrelsesformand for JP/Politikens Hus.

Her blev det i første omgang aftalt, at han skulle have et årligt honorar på 2,5 mio. kr., hvilket han siden har frasagt. Dette har Erhvervsstyrelsen også bedt begge ejerfonde om at redegøre for.

Med fra fødsel af JP/Politikens Hus

Jørgen Ejbøl har siden fødslen af JP/Politikens Hus spillet en central rolle i mediehuset. Det samme har Lars Munch. Det var de to, der fra hver deres position hos henholdsvis Jyllands-Posten og Politiken, stod bag fusionen i 2003 til et samlet mediehus.

I første omgang med Lars Munch som adm. direktør og Jørgen Ejbøl som bestyrelsesformand. I 2014 tog begge et skridt op: Jørgen Ejbøl blev formand i den ene ejerfond, mens Lars Munch blev bestyrelsesformand for JP/Politikens Hus.

Syv år senere annoncerede Jørgen Ejbøl, at det var tid til et generationsskifte, og at Jyllands-Posten derfor udøvede sin ret til at gøre krav på bestyrelsesformandsposten i JP/Politikens Hus. Det betød farvel til Lars Munch, og i stedet blev den tidl. forsvarschef Peter Bartram ny bestyrelsesformand fra 2022. Siden blev Lars Munch formand for den anden ejerfond, Politiken-Fonden. 

Ejbøl og Munch var dog ikke færdige med at spille en hovedrolle for JP/Politikens Hus, som årets første måneder beviste. Nu er Jørgen Ejbøl færdig som formand hos den ene ejerfond, mens Lars Munch fortsat er bestyrelsesformand i JP/Politikens Hus samt næstformand for Politiken-Fonden.

MediaWatch forsøger at få en uddybende kommentar fra Jørgen Ejbøl og resten af Jyllands-Postens Fonds bestyrelse.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu