JP/Pol-formand blev fyret udenom flere medlemmer i ejerfonde

Der gik flere dage, fra Peter Bartram blev fyret fra formandsposten i JP/Politikens Hus i en mail fra formænd i de to ejerfonde, til flere af de øvrige bestyrelsesmedlemmer blev orienteret.
Peter Bartrams afskedigelse som formand i koncernbestyrelsen i JP/Politikens Hus blev første gang meddelt til Peter Bartram i en mail fra de to fondes formænd, mens flere af de øvrige medlemmer først blev bekendt med beslutningen, da den blev meldt bredere ud. | Foto: Marcus Emil Christensen
Peter Bartrams afskedigelse som formand i koncernbestyrelsen i JP/Politikens Hus blev første gang meddelt til Peter Bartram i en mail fra de to fondes formænd, mens flere af de øvrige medlemmer først blev bekendt med beslutningen, da den blev meldt bredere ud. | Foto: Marcus Emil Christensen

Da formanden for JP/Politikens Hus gennem de seneste to år, Peter Bartram, blev bedt om at gå af, var flere medlemmer af de to ejerfondes bestyrelser kun blevet orienteret om beslutningen med under et døgns varsel og ikke involveret i selve beslutningen om at afskedige formanden.

Det viser mailkorrespondancer, MediaWatch er i besiddelse af og bekræftes af bl.a. Michael Holm, der blev afsat som næstformand i Jyllands-Postens Fond for godt et måned siden. Flere kilder, MediaWatch har været i dialog med, har samme udlægning.

Det rejser spørgsmålet, om fondsbestyrelserne og deres medlemmer har levet op til deres ansvar.

Som bestyrelsesmedlem i en velgørende fond er de nemlig forpligtet til at bedrive et aktivt ejerskab af fonden. Og herunder altså også fondens datterselskab, koncernen JP/Politikens Hus. 

Blev bedt om at gå den 11. maj

Det forløber sig således, at der den 15. marts omkring kl. 9 blev sendt en pressemeddelelse fra formændene i JP/Politikens Hus’ to ejerfonde, Jyllands-Postens Fond og Politiken-Fonden, hhv. Jørgen Ejbøl og Lars Munch. 

Heri stod der, at Peter Bartram gik af som følge af uenighed om koncernens strategi. Dernæst fulgte en meddelelse om, at han også udtrådte af Jyllands-Postens Fond.

Ifølge en aktindsigt i mailudveksling mellem Jørgen Ejbøl og Peter Bartram - og Lars Munch som cc - blev Peter Bartram fyret i en mail den 11. marts kl. 18.58.

I mailen skriver Jørgen Ejbøl og Lars Munch, at Peter Bartram ”kører en kurs, der er lodret modsat ejerens ønsker”, hvilket henviser til den nye strategi for koncernen, der blev præsenteret i januar 2024.

Foto: Mailklip fra aktindsigt. Mailen henviser også til Jakob Lohmann, der i marts blev forfremmet til direktør for strategi, opkøb og organisationsudvikling, og som knap to måneder senere valgte at sige sin stilling op i JP Politikens Hus.
Foto: Mailklip fra aktindsigt. Mailen henviser også til Jakob Lohmann, der i marts blev forfremmet til direktør for strategi, opkøb og organisationsudvikling, og som knap to måneder senere valgte at sige sin stilling op i JP Politikens Hus.

”Vi har nævnt det for dig flere gange, men det har ikke fået dig til at ændre kurs. En så fundamental uenighed om virksomhedens drift og ånd kan selvsagt ikke fortsætte.”

”Du forlader virksomheden senest med udgangen af april 2024. Samtidig udtræder du af fonden senest april 2024.”

”Kun Lars og jeg kender denne mail,” slutter mailen, der er underskrevet af de to fondsformænd. 

Lars Munch har efterfølgende sagt, at han ikke skulle kunne huske at være medunderskriver af mailen, men at han står inde for beslutningen.

”Afsættelsen af Peter Bartram som formand for JP/Politikens hus skete formelt og reelt alene på Jyllands-Postens Fonds foranledning, da det var dem, der havde udpeget ham i henhold til ejeraftalen mellem de to fonde,” har Lars Munch tidligere skrevet til MediaWatch. 

Lars Munch oplyser til MediaWatch, at han ikke ønsker at kommentere yderligere, men henviser til det tidligere svar.

Orienteret dagen før offentliggørelse

Det er ikke muligt at få afklaret, hvorvidt det kun er de to formænd, der kender til afskedigelsen på daværende tidspunkt.

Men det er først den 14. marts kl. 15.43 – altså tre dage efter afskedigelsen og eftermiddagen før offentligheden bliver bekendt med beslutningen – at sekretariatsleder i Jyllands-Postens Fond Lone Jürgensen sender en mail til fondens medlemmer, hvori de orienteres om den forestående offentliggørelse.

I meldingen til fondens medlemmer skriver hun, at der udsendes to pressemeddelelser dagen efter vedrørende Bartrams fratrædelse. Det viser en mail, MediaWatch er i besiddelse af med emnefeltet ”Fortroligt - til i morgen kl. 9 - Peter fyres”, som har fondsmedlemmerne som modtagere.

”Kære alle, til orientering udsendes nedenstående to pressemeddelelser i morgen kl. 9,” står der med henvisning til de to meddelelser, der blev offentliggjort den 15. marts.

Ifølge Michael Holm blev han som næstformand først gjort bekendt med afskedigelsen, da sekretariatslederen sendte mailen til fondsbestyrelsens medlemmer den 14. marts om eftermiddagen. 

Han var således ikke involveret i beslutningen om at fyre Peter Bartram, bekræfter han.

Hvorvidt andre i bestyrelsen eller fra Politiken-Fonden skulle være involveret, er han ikke bekendt med. Jørgen Ejbøl ønsker ikke at kommentere på sagen for nuværende, oplyser han.

Det er ikke lykkedes MediaWatch at få andre i Jyllands-Postens Fond i tale ud over Per Mikael Jensen, som fortæller, han ikke har nogen kommentarer, mens Erhvervsstyrelsens undersøgelse er i gang.

Medlemmer af Politiken-Fonden kendte heller ikke til fyring

Erhvervsstyrelsen gik som bekendt ind i sagen for lidt over en uge siden, efter at det hos bl.a. MediaWatch i april kom frem, at Michael Holm blev afsat af Jørgen Ejbøl som næstformand i Jyllands-Postens Fond.

Det er dog kun Erhvervsstyrelsen, der har ret til at afsætte medlemmer, før de er på valg. Derudover undersøger styrelsen bl.a. fondens forvaltning, afsættelsen af Peter Bartram og baggrunden for honorarniveauet til ny koncernbestyrelsesformand Lars Munch, der indtil for nylig var formand for Politiken-Fonden.

Ifølge Michael Holm blev han bedt om at forlade Jyllands-Postens Fond, bl.a. fordi han kritiserede kommunikationen internt og forløbet omkring Peter Bartrams fratrædelse. Det har Jørgen Ejbøl dog afvist og sagt, at det handlede om, at der ikke længere var tillid til Michael Holm.

Flere i Politiken-Fonden, der er den anden ejerfond af JP/Politikens Hus, fortæller til MediaWatch, at de heller ikke var involveret i beslutningen om at afskedige bestyrelsesformanden, og at de først blev bekendt med, at det var gjort, efter mailen var sendt til Peter Bartram 11. marts.

Susanne Juhl, der sad i bestyrelsen i Politiken-Fonden fra 2016 frem til 12. marts i år, hørte først om Peter Bartrams afgang, da hun læste nyheden i medierne 15. marts, fortæller hun til MediaWatch.

“Jeg hørte om Peter Bartrams fratrædelse samtidig som alle andre - på nettet,” siger hun. Hun afviser at kommentere sagen yderligere.

Behandles normalt i bestyrelsen

Som nævnt er det betydningsfuldt, om bestyrelsesmedlemmerne i ejerfondene var med på råd, og det ikke alene er de to formænd, der har været inde over beslutningen, fordi de øvrige bestyrelsesmedlemmer er forpligtet at bedrive aktivt ejerskab i de fonde, hvor de er ansat og får honorar som bestyrelsesmedlemmer. 

Bl.a. fremgår det i forarbejderne til erhvervsfondsloven, at en bestyrelse har pligt til at sikre, at ”aktivitets- og uddelingsformål fremmes bedst muligt.” 

”Bestyrelsen skal også varetage fondens interesser i forhold til fondens eventuelle datterselskaber, bl.a. ved udøvelse af aktivt ejerskab i disse,” lyder det videre. 

Jim Øksnebjerg, der er advokat og partner i Aumento og i over 30 år har beskæftiget sig med fonds- og selskabsret, understreger, at en så vægtig beslutning som en udskiftning af en formand i et datterselskab, vil være noget som en fondsbestyrelse almindeligvis er inde over. 

”Det at skifte en generalforsamlingsvalgt bestyrelsesformand ud i et fondsejet selskab er en væsentlig beslutning. Det vil normalt være noget, som skal behandles og besluttes i fondsbestyrelsen,” siger han og understreger, at han udtaler sig generelt om fonds- og selskabsretlige forhold og ikke om den konkrete sag. 

Quorum regel

Det fremgår af erhvervsfondsloven, at over halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne skal være med til at drøfte en beslutning, den såkaldte quorum regel, der vedrører deres pligt om at varetage fondens interesser. 

”Beskyttelseshensynet bag lovens quorumregel er, at bestyrelsen ikke anses for at være legitimeret til at kunne varetage sine forpligtelser, medmindre et vist antal af medlemmerne har deltaget aktivt i drøftelserne og beslutningen, da bestyrelsen er et kollektivt organ,” lyder det i lovteksten. 

Jim Øksnebjerg påpeger, at det er muligt for bestyrelsesmedlemmer at overdrage en fuldmagt til formanden. 

”Men efter min opfattelse vil det være usædvanligt, hvis en fondsbestyrelsesformand overlades til at udøve stemmeret på fondens vegne for at udskifte bestyrelsesformanden i fondens selskab, uden at et sådant emne forudgående er blevet behandlet i fondsbestyrelsen,” lyder det.

Redegørelsen for forholdene i toppen af JP/Politikens Hus og dens ejerfonde skal ligge hos Erhvervsstyrelsen 31. maj.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu